Af Ritzau - 03/11-16 12:58

EU-kommissær undskylder nedsættende tale om kinesereEU-kommissær undskylder nedsættende tale om kinesere

Tysk EU-kommissær har haft tid til at tænke over kritiseret tale og undskylder nu mangel på respekt.

Den tyske EU-kommissær Günther Oettinger undskylder nu en række nedsættende udtalelser, han er kommet med om blandt andet kinesere.

I en tale til erhvervsledere i Hamburg i sidste måned kaldte Oettinger således kinesere for "skævøjer".

- Jeg har haft tid til at reflektere over min tale, og jeg kan nu se, at de ord, jeg brugte, har skabt dårlig stemning og kan endda have såret folk, siger Oettinger torsdag i en pressemeddelelse.

- Det var ikke min hensigt, og jeg vil gerne undskylde for enhver bemærkning, der ikke var så respektfuld, som den burde have været, siger han.

I sin tale langede han også ud efter de belgiske politikere, der var lige ved at vælte EU's frihandelsaftale med Canada.

Oettinger siger, at han talte "frit fra leveren", og at han har stor respekt for både kinesere og belgiske regionalpolitikere i Vallonien.

Han siger, at hans hensigt med talen var at ruske op i sit publikum og få dem til at forstå, at Tyskland og Europa skal stramme sig an, hvis de vil undgå at tabe den internationale konkurrence.

En talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium har kritiseret Oettingers udtalelser skarpt.

- Udtalelserne afslører en forbløffende følelse af overlegenhed rodfæstet i visse vestlige politikere, sagde talskvinden, Hua Chunying, onsdag.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, udpegede i fredags Oettinger til ny budgetkommissær og en af flere næstformænd i kommissionen.

Det sker, efter at den nuværende budgetkommissær og næstformand, bulgareren Kristalina Georgieva, stopper for i stedet at blive administrerende direktør i Verdensbanken.

Oettinger er i dag EU-kommissær for digital økonomi.

Men for at få sin nye post skal han igennem en ny høring i Europaparlamentet, der allerede har lovet at gå hårdt til den bramfri tysker.

Günther Oettingers udtalelser er blevet kendt, efter at en video med hans tale er dukket op på YouTube.

Den tyske EU-kommissær tilhører forbundskansler Angela Merkels kristendemokratiske parti.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress