Af Ritzau - 15/08-16 09:29

51-årig skød sin nabo med luftgevær under græsslåning51-årig skød sin nabo med luftgevær under græsslåning

Retten i Horsens har dømt en mand for at have skudt sin 74-årige nabo, mens offeret klippede græs.

Larmen fra en plæneklipper i en haveforening i Horsens fik 8. maj en 51-årig mand til at hive sit luftgevær frem og skyde ind gennem hækken til nabogrunden.

Hensigten var ifølge den dømte at ramme den støjende maskine, men skuddet ramte i stedet mandens 74-årige nabo i benet.

Fredag idømte Retten i Horsens den 51-årige tre måneders betinget fængsel og 80 timers ulønnet samfundstjeneste for skudepisoden.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Den dømte nægtede i retten, at det var hans hensigt at ramme naboen. Han hævdede, at han blot ville stoppe larmen fra den 74-åriges græsslåning, udtaler Jesper Rubow, der er anklager ved Sydøstjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

- Den 51-årige satte sig derfor på knæ i hækken og skød efter plæneklipperen, men ramte i stedet for den 74-årige mand i benet. Han blev derfor tiltalt for grov vold, forklarer Jesper Rubow.

Der var i retten ikke tvivl om, hvad der var foregået i haveforeningen. Retten i Horsens skulle derfor udelukkende tage stilling til, om det var uagtsomt, at den 51-årig ramte sin nabo, eller om udåden var overlagt.

Retten mente ikke, at hændelsen var et uheld, og derfor fik den 51-årige sin dom.

Offeret blev tilkendt en erstatning på 1000 kroner, mens hans nabo fik konfiskeret hagl og sit luftgevær under sagen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress