Af Ritzau - 20/09-16 14:48; Opdateret: 20/09-16 16:29

FN-talsmand: Nødhjælpsangreb er mulig krigsforbrydelseFN-talsmand: Nødhjælpsangreb er mulig krigsforbrydelse

Den danske FN-talsmand Jens Lærke kalder angreb for en "mørk dag i Syrien". Men nødhjælp kommer stadig frem.

storybild

Angrebet på en nødhjælpskonvoj har været dramatisk for FN, der nu stopper med at køre lastbiler med nødhjælp ind til Syrien. (Billede: Reuters/Ammar Abdullah)

Den ubeskyttede kolonne på 31 lastbiler, der mandag blev bombet fra luften, skulle bringe nødhjælp ud til 78.000 mennesker i et område af Syrien, der ikke har modtaget nødhjælp siden juli.

- Der var en vis optimisme, siger den danske FN-talsmand Jens Lærke om dagen, hvor kolonnen fik endelig tilladelse til at køre ind i det krigshærgede land.

Men håbet blev ifølge Jens Lærke til en "mørk dag i Syriens historie". Kolonnen blev ramt af et luftangreb, bedst som hjælpen var nået frem til den Røde Halvmåne-lagerhal ved Aleppo, hvorfra den skulle fordeles. Mindst 20 blev dræbt.

- Vi er stadig ved at finde ud af de præcise omstændigheder. Men vi ved med sikkerhed, at ham, der er leder af den lokale Røde Halvmåne-afdeling, blev dræbt.

- Der er også flere andre - både Røde Halvmåne humanitære arbejdere, men også lastbilchauffører ansat af FN - der mistede livet, siger Jens Lærke.

FN fordømmer angrebet. Og er der tale om et bevidst angreb på kolonnen, skal de ansvarlige for angrebet stilles for en dommer og dømmes, lyder det.

- Vi har sagt, at hvis angrebet efter en tilbundsgående undersøgelse viser sig at være et velovervejet angreb på en humanitær organisation, så er det en krigsforbrydelse, siger Jens Lærke.

Også udenrigsminister Kristian Jensen (V) betoner alvoren ved angrebet.

- Sådan et angreb er et komplet uacceptabelt brud med krigens love og alle humanitære principper. Angreb på nødhjælpskolonner gør det kun endnu vanskeligere at få bragt mad, vand, medicin og andet nødhjælp til en i forvejen stærkt nødlidende befolkning, siger han.

Angrebet på kolonnen mandag tyder på, at aftalen mellem USA og Rusland om en midlertidig ophævelse af krigshandlingerne i Syrien er faldet til jorden.

Samtidig får angrebet alvorlige konsekvenser for de civile i Syrien. Ikke bare må de 78.000 personer, der skulle have modtaget nødhjælpen, undvære. Fire planlagte kolonner med nødhjælp fra FN bliver også suspenderet.

Jens Lærke forsikrer, at der forsat vil komme nødhjælp til dele af Syrien. Men de store mængder, som kolonnerne med lastbiler kan transportere, er der sat midlertidigt stop for.

Skuffelsen over krigens parter er også til at tage at føle på.

- Vi informerede alle de krigsførende parter inde i landet om, at nu sætter vi en nødhjælpskonvoj til den her by, så de var klar over det, og den ikke bliver taget for et militært mål. Der fik vi så forsikringer om, at det havde de alle sammen forstået, siger Jens Lærke.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress