Af Ritzau - 09/08-16 12:39

Tican kan spare 15 millioner kroner på at udflytte jobTican kan spare 15 millioner kroner på at udflytte job

Især lavere lønomkostninger betyder store besparelser ved at flytte danske job til udlandet for slagteri.

Der er en del penge at spare for slagteriet Tican ved at udbening af skinke og produktion af bacon, som indtil nu er blevet udført af danske ansatte, fremover skal klares af tyske og engelske kolleger i koncernen.

Det siger Ove Thejls, administrerende direktør i Tican. Slagteriet har planer om at rykke i alt 80 danske stillinger til udlandet.

- Der ligger et besparelsespotentiale på cirka 15 millioner kroner i det her. Det er primært på lønomkostninger, som i Tyskland og England udgør cirka det halve af de danske, siger han.

- Så det er en betingelse for at kunne være konkurrencedygtig på det engelske marked fremadrettet, tilføjer Ove Thejls.

Briterne besluttede 23. juni, at de vil forlade EU. Det fik Ove Thejls til at udtrykke bekymring, fordi Storbritannien er Ticans største marked i EU.

Men beslutningen om at udflytte arbejdspladserne har intet at gøre med det kommende britiske EU-farvel, understreger Ove Thejls. Udflytningsplanen har været undervejs i tre år og fik fart på, da Tican blev overtaget af tyske Tönnies i 2015.

Dog har det såkaldte brexit alligevel haft en indirekte indvirkning.

- Man kan sige, at brexit har gjort, at det engelske pund er blevet ti procent billigere, og det har jo gjort produktionen i England ti procent mere konkurrencedygtig. Det er en ekstra gevinst ved at flytte produktionen til England, siger Ove Thejls.

Dertil kommer, at Tican netop har mistet den britiske supermarkedskæde Sainsbury som kunde, og det har sat ekstra pres på den dansk-tyske slagterivirksomhed.

- Det gør, at vi nu må tage action for fortsat at kunne beskytte vores markedsandel i England, siger direktøren.

Ove Thejls håber, at nogle af medarbejdere, hvis job hos Tican flyttes til udlandet, kan ende med at få et andet job i koncernen. Det skal ledelse og medarbejdere forhandle sig frem til i løbet af den næste uge, lyder det.

Tican vil flytte skinkeudbeningen fra Thisted til Tyskland, mens baconproduktionen i Ansager flyttes til Storbritannien 1. oktober i år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress