Af Ritzau - 07/04-16 11:16

Coop-chef vil have kunder til at købe bedre kvalitetCoop-chef vil have kunder til at købe bedre kvalitet

Coop, der står bag kæder som Fakta, Brugsen og Irma, vil have danskerne til at købe dyrere mad.

Foreningen Coop, der står bag kendte supermarkedskæder som Brugsen, Irma og Kvickly, tror ikke på, at man kan øge forretningen ved sælge mere mad. Men kunderne skal i stedet overtales til at købe dyrere fødevarer.

Det fortæller administrerende direktør, Peter Høgsted, i forbindelse med præsentationen af Coops regnskab torsdag.

- I dag er omkring 1500 af vores butikker discount. Ikke et ondt ord om discount, men de har et begrænset udbud. Selvfølgelig har det sin berettigelse, men vi vil gerne have danskerne med på en rejse mod bedre mad, siger direktøren.

Coop, der er en forening, ser det samtidig som den bedste måde at skabe vækst på. For danskerne bruger ikke flere penge på mad og har forresten ikke gjort det i årevis. Hvis den tendens bliver ændret, bliver hele kagen større.

- Som branche har vi været for fokuseret på prisen. Vi skylder at vise, at der er andre valgmuligheder. Nu har vi fokuseret på pris i 20 år, så det kan man ikke ændre fra den ene dag til anden.

- Det danske fødevareforbrug ligger på omkring 10 procent af hustandens indkomst, og det har ikke ændret sig i 20 år. Men jeg tror godt, at folk vil bruge flere penge på mad. Bare ikke det mad, de får tilbudt i dag, siger Peter Høgsted.

Han henviser til, at eksempelvis elektronik har øget sin del af danskernes forbrug, men at det er sket, fordi sektoren har opfundet nye og innovative produkter.

- Der skal vi nok kigge ind ad og indse, at vores innovation har stået i stampe i mange år. Derfor bruger folk ikke flere penge på mad, siger Peter Høgsted.

Derfor investerer Coop i mere kvalitet i sine varer, et langt større fokus på madbestilling via internettet og mere eller mindre færdige måltider.

- Jeg ser ikke Dansk Supermarked eller Dagrofa som mine konkurrenter. Men jeg betragter restauranter, caféer og oplevelsessektoren som steder, vi kan erobre markedsandele fra.

- Hvis vi kan udvide markedet er det meget bedre, end at vi alle slås om at sælge den samme pakke cornflakes, siger Peter Høgsted.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress