Af Ritzau - 07/10-16 04:04

Islands landstræner havde opgivet håb om sejrIslands landstræner havde opgivet håb om sejr

Kort tid før slutfløjtet ville Heimir Hallgrímsson have været tilfreds med uafgjort. Men han fik tre point.

Islands fodboldmirakel fra EM-slutrunden i sommer fortsætter. I torsdagens VM-kvalifikationskamp mod Finland lykkedes det i de afsluttende minutter Island at vende nederlag til sejr med to scoringer.

- Det så ikke ud til, at vi ville vinde, så jeg er så lykkelig for, at vi gjorde det, siger landstræner Heimir Hallgrímsson.

- Hver anden bold faldt ned til dem (Finland, red.), og det var en af den slags kampe, hvor du rammer stolpen, og bolden ryger ud, lyder hans analyse af de første 90 minutter af opgøret i den europæiske VM-kvalifikationsgruppe 1.

Finland kom foran ved Brøndby-angriberen Teemu Pukki i det 21. minut. Godt et kvarter senere udlignede Island, men tre minutter efter var Finland igen i spidsen.

Og de omkring 900 tilrejsende finske tilhængere overdøvede de 10.000 islændinge på det udsolgte stadion, da uret nærmede sig de 90 minutter, og Finland førte 2-1.

Men netop som dommerens tillægstid gik i gang, udlignede Alfred Finnbogason for Island. Seks minutter inde i overtiden satte Gylfi Sigurdsson så sejrsmålet ind til 3-2.

- Efter 85 minutter ville jeg have været tilfreds med en uafgjort, men spillerne blev ved med at tro på det, og du høster, som du sår, siger en lettet Heimir Hallgrímsson ifølge Reuters.

Island har ikke tabt en betydende kamp på hjemmebane i nu tre år og ligger med fire point efter to kampe side om side med Kroatien i toppen af gruppen.

Finlands udbytte er et enkelt point. Men holdet får helt sikkert flere, mener Heimir Hallgrímsson.

- Det bliver en meget tæt gruppe. Finland er et godt hold og vil tage mange point fra de andre hold, mener han.

Islands spillere markerede på banen sejren med holdets "vikingeklap", der fik stor opmærksomhed under EM-slutrunden: Et langsomt fællesråb som afsluttes med, at alle klasker hænderne sammen.

At Gylfi Sigurdsson så brændte et straffespark i begyndelsen af anden halvleg var på det tidspunkt tilgivet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress