Af Ritzau - 07/08-16 23:37; Opdateret: 08/08-16 01:06

Akademikerbørn fylder i privatskolernes klasseværelserAkademikerbørn fylder i privatskolernes klasseværelser

Knap hvert tredje akademikerbarn går på fri- og privatskole i 8. klasse, skriver Politiken.

storybild

Hvis man sammenligner tal fra 2007 med 2015, vil man se, at antallet af elever, der vælger privatskoler, er steget med 29,3 procent. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Elever i privatskolerne har i højere grad akademikere som forældre.

Det skriver Politiken på baggrund af en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Ifølge rapporten går omkring hver tredje akademikerbarn på fri- eller privatskole i 8. klasse, og det er tre gange så mange som børn af ufaglærte forældre.

Og de tal skaber dybe panderynker hos både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, skolelederne og Enhedslisten.

- Det ser ud til, at der foregår en form for selektion, hvor det er de særlige børn, de mest ressourcestærke, der trækker sig og går på deres egne skoler, siger Mie Dalskov Pihl, der er chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Politiken.

Hvis man sammenligner tal fra 2007 med 2015, vil man se, at antallet af elever, der vælger privatskoler, er steget med 29,3 procent. Og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan udviklingen komme til at gå ud over velfærden.

- Stigningen er forventet, men det er niveauet, der er overraskende. Samfundsmodellen i Danmark bygger på, at vi alle betaler ind, så også dem med få ressourcer, sygdom eller lignende kan få den hjælp, de har brug for.

- Hvis vi ikke møder mennesker fra alle lag, er det svært at bibeholde den sammenhængskraft, siger Mie Dalskov Pihl til Politiken.

Også hos Skolelederforeningen er man bekymret over udviklingen, fortæller formand Claus Hjortdal, der kalder det "sørgeligt".

- Vi har brug for både folkeskoler og fri- og privatskoler, og vi får et bedre samfund ved, at alle går i de samme skoler, både rige og fattige, høje og lave.

- Børnene bliver stærkere og mere robuste ved at se en diversitet, og det er et kæmpe problem, hvis de mister det, siger Claus Hjortdal til Politiken.

Enhedslistens børne- og undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, finder udviklingen stærkt bekymrende. Han mener, at folkeskolen skal tilføres flere penge, hvis udviklingen skal vendes.

- Det er et alvorligt krisetegn for vores skolesystem, at flere og flere forældre fravælger folkeskolen til fordel for de private skoler, siger han i en kommentar til Politikens artikel.

- Hvis flugten fra folkeskolen og den sociale skævvridning skal stoppes, er der brug for en massiv økonomisk investering i folkeskolen. Staten må tilføre kommunerne penge til kvalitetsforbedringer. Folkeskolereformen må ændres, så skoledagene kortes ned, og ikke mindst må der ske en genopretning af lærernes arbejdsvilkår, siger Jakob Sølvhøj.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress