07/02-16 23:19; Opdateret: 07/02-16 23:35

Censorer råber vagt i gevær over faldende faglighedCensorer råber vagt i gevær over faldende faglighed

Fagligheden falder på universiteterne ifølge censorer. De advarer mod karakterinflation og mindre pensum.

Det går ned ad bakke for fagligheden på Danmarks universiteter. Sådan lyder advarslen fra Censorformandskabet for 400 censorer på uddannelser for erhvervskommunikation og sprog i Berlingske.

Censorerne har sendt et brev til uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V), og i brevet beskrives det, hvordan de oplever, at kvaliteten af de videregående uddannelser er dykket, og at kravene til de studerende er mindsket.

- Omfanget af pensum er faldet, og der er tegn på inflation i karaktergivningen, så der gives relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation, står der i brevet ifølge Berlingske.

Censorformand Ivan Sørensen fortæller til avisen, at han ser sig selv og sin stand som vagthund for de videregående uddannelser, og at han nu føler sig kaldet til at "gø højere".

- Vi kan se det på det sproglige niveau. Der er flere meningsforstyrrende fejl, hvor en sætning enten ikke bliver forstået af læseren eller på en helt anden måde, end afsenderen havde tænkt sig. Og så er den gal, når det er på universitetsniveau, siger han.

Hos Dansk Industri, en interesseorganisation for virksomheder, genkender man billedet og hører samme melding fra sine medlemmer.

- Medlemmerne siger det om både dansk og de andre sprog, unge skal kunne. At niveauet er blevet ringere.

- Det er let nok at forstå. På nogle af de her uddannelser er der ingen optagelseskrav. Blev der stillet højere adgangskrav, ville det betyde, at de unge, der bliver optaget, ville være fagligt bedre rustet, siger underdirektør i Dansk Industri Charlotte Rønhof til Berlingske.

Selv de studerende kan nikke genkendende til billedet, der bliver tegnet.

- Der er sket forringelser i undervisningen, hvor der langt fra er undervisning hver dag. Der er lagt op til selvstudier og et krav om ansvar for egen læring.

- Det er i princippet naturligt, men der må være grænser for, hvor meget man kan lære sig selv, siger Jens Bonde Mikkelsen, der er bestyrelsesformand for studenterforeningen på CBS, til Berlingske.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress