Af Ritzau - 19/07-16 10:28; Opdateret: 19/07-16 13:18

22-årig med rockerrelationer anholdt for drabsforsøg22-årig med rockerrelationer anholdt for drabsforsøg

I foråret forsøgte en 22-årig mand angiveligt at dræbe en anden mand med kniv. Han er nu anholdt.

storybild

En 22-årig mand, der blev anholdt mandag aften ved grænsekontrollen ved Frøslev, bliver sigtet for drabsforsøg. (Billede: Free/Colourbox)

En 22-årig mand med tilknytning til rockermiljøet er blevet anholdt for forsøg på manddrab. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør senere tirsdag.

Det oplyser politikommissær ved Københavns Politi Steffen Th. Steffensen.

Den 22-årige blev anholdt af politiet, da han var på vej ind i Danmark.

- Han blev anholdt i forbindelse med grænsekontrollen ved Frøslev i går aftes (mandag, red.) klokken 21.05.

- Han har formentlig været på ferie et eller andet sted, og så skal han hjem, fortæller politikommissæren.

Det var 16. april i år, at den 22-årige ifølge politiet sammen med to andre jagtede to mænd.

Det lykkedes begge mænd at slippe væk. Men inden da fik den 22-årige ifølge politiet grebet fat i den ene af mændene bagfra og holdt en kniv op ved mandens hals.

- Den forurettede får vredet sig fri. Men han (den 22-årige, red.) havde kniven helt oppe for at skære i halsen, siger politikommissæren.

Hvorfor konflikten opstod, og hvorfor de tre mænd jagtede de to andre, ved politikommissæren endnu ikke.

- Vi har talt med de to forurettede. Men de er ikke særlig meddelsomme, siger Steffen Th. Steffensen.

Politiet anholdt i slutningen af juni en 21-årig mand i sagen. Han blev varetægtsfængslet i fire uger og er sigtet for medvirken til drabsforsøg.

Den sidste gerningsmand er stadig på fri fod. Men Steffen Th. Steffensen fortæller, at politiet ved, hvem han er og opfordrer ham til at melde sig selv.

Manden, som politiet søger, råbte ifølge politiet inden de tre gerningsmænd forlod gerningsstedet "Satudarah, Satudarah". Satudarah er navnet på en rockergruppe.

Ifølge politikommissæren er ingen af de tre mænd registreret rockermedlemmer, men de har alle tre tilknytning til rockermiljøet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress