Af Ritzau - 27/06-16 08:03

Karkluden kan være køkkenets bakteriebombeKarkluden kan være køkkenets bakteriebombe

Hvor ofte vasker og skifter du dine karklude og viskestykker ud? To hygiejneeksperter giver her deres bud på, hvor ofte du bør gøre det.

storybild

Hvornår har du sidst vasket dine viskestykker? (Billede: Free/Colourbox)

En karklud og et viskestykke er to uundværlige elementer i et køkken, men samtidig er begge dele også i risikozonen for at opfange bakterier.

Derfor er det vigtigt, at man ofte udskifter specielt karkluden. Men hvor ofte er nok? Det er svært at svare på, fortæller Michael René, som er hygiejneekspert og lektor på professionshøjskolen Metropol.

Han mener, at hyppigheden af udskiftning varierer meget, alt efter hvor meget kluden bliver brugt, og hvad der tørres op. Alligevel kommer han med bud på, hvor ofte du bør skifte ud.

- En god tommelfingerregel er, at man skal skifte sin karklud hver eneste dag. Hjemme hos os har vi en skuffe lige under køkkenvasken, hvor vi har karklude. Det er nemlig en god idé, at man har de rene karklude inden for rækkevidde og let tilgængeligt, siger Michael René.

Samme råd lyder fra Inge-Lis Kyllesbæk Andersen, der er dyrlæge hos Fødevarestyrelsen, som påpeger, at der kan samle sig mange forskellige typer bakterier i en karklud som eksempelvis campylobacter og salmonella, hvis man har arbejdet med kylling.

Derfor skal man være opmærksom på, hvad man bruger den til, men også hvordan man opbevarer sin klud.

Bakterier lever nemlig bedst fugtigt og ved stuetemperatur, fortæller Inge-Lis Kyllesbæk Andersen.

Et andet godt råd er derfor, at karklude bør hænges til tørre efter brug.

- Hvis man gør det, så giver man bakterierne de dårligst mulige betingelser for at vokse, da de godt kan lide at gro i et lunt og fugtigt miljø, siger hun.

Når det gælder viskestykker, er reglen lidt den samme som med karkluden.

Det er svært at sige entydigt, hvornår man bør skifte ud. Alligevel har Michael René et godt råd at gå ud fra.

Som tommelfingerregel kan man sige, at viskestykkerne som minimum bør vaskes en gang om ugen, og er man en større familie kan udskiftning to gange om ugen være nødvendigt, siger han.

I forhold til vask er begge eksperter også enige om, at man altid bør vaske på minimum 60 grader for at slå bakterierne ihjel, medmindre andet er angivet på vaskeanvisningen.

Fakta: Sådan undgår du at sprede bakterier:

- Brug kun dine karklude til at tørre borde af. Hold dig fra at tørre eksempelvis skærebrætter af med karkluden, da du risikerer at sprede bakterier til overflader, hvor du laver mad.

- Ligeledes skal du også kun bruge viskestykket til at tørre rent service af og ikke til at tørre overflader på køkkenbordet af.

- Hæng din karklud til tørre i løbet af dagen. Bakterier formerer sig bedst i et fugtigt miljø ved stuetemperatur. Ved at tørre kluden forhindrer du denne proces.

- Vask altid karklude, viskestykker og håndklæder på minimum 60 grader for at dræbe bakterier.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress