11/02-16 08:38; Opdateret: 11/02-16 10:06

Den danske model er til eksamen ved Løkkes trepartssnakDen danske model er til eksamen ved Løkkes trepartssnak

Der er stort pres på både regeringen og arbejdsgiverne forud for trepartsforhandlingerne, mener kommentator.

Den danske model er til eksamen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere fagministre torsdag åbner døren og inviterer arbejdsgivere og arbejdstagere til trepartsforhandlinger.

Presset er også på arbejdsmarkedsparterne for at finde løsninger, mener Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingske.

- Økonomisk er det ekstremt betydningsfuldt. Og der er meget på spil for de parter, som sidder ved forhandlingsbordet og skal nå hinanden. Hele den danske model er til eksamen, siger Thomas Larsen.

Med det mener han, at der er lagt pres på det danske arbejdsmarkeds organisering, som tager udgangspunkt i frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Regeringen har i den seneste tid opridset billedet af en ganske alvorlig situation, og arbejdsgiverorganisationer har budt ind med løsninger på det økonomiske efterslæb, som flygtningestrømmen efterlader sig.

Udfordringen er blandt andet at finde job og boliger til de anslået 17.000 nye flygtninge i kommunerne. Tæller man familiesammenførte med, kommer tallet ifølge en fremskrivning lavet af Kommunernes Landsforening over 34.000.

Presset er stort, men der er til gengæld sket en bevægelse i forhold til velviljen for at nå en aftale, vurderer Thomas Larsen.

Det skyldes blandt andet sidste gang, en regering førte trepartsforhandlinger. I 2012 måtte Helle Thorning-Schmidts (S) regering opgive forhandlingerne, der skulle sikre, at lønmodtagerne arbejdede mere.

Det ville det magtfulde fagforbund Dansk Metal tilsyneladende ikke gå med til.

- Det er sidste udkald, hvis arbejdsmarkedets parter skal vise, at de kan være med til at lave store løsninger. Jeg tror, der kommer en løsning, siger Thomas Larsen.

Foruden trepartsforhandlingerne er der også topartsforhandlinger mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, KL.

- Der tror jeg, de kommer ret langt. Regeringen har lovet forskellige præmier, hvis det lykkes at få flere i arbejde.

- Det svære bliver at lave en konstruktion med arbejdsmarkedets parter omkring en løn, der gør, at firmaer reelt vil hyre dem, siger han.

Spørgsmålet er, om en eventuel løsning er tilstrækkelig, mener Thomas Larsen.

- Vil den batte nok økonomisk og løfte nok med flygtningebaggrund ind til arbejdsmarkedet. Det kan jeg godt tvivle på, for der er grænse for, hvor mange arbejdsmarkedet kan absorbere.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress