Af Ritzau - 12/08-16 08:33; Opdateret: 12/08-16 09:04

Dansk øjenvidne i Thailand: Hjalp blødende pigeDansk øjenvidne i Thailand: Hjalp blødende pige

Danskeren Anders Christensen oplevede en eksplosion lige uden for den bar, han var på i byen Hua Hin.

En dansker oplevede en af de mange bomber, der torsdag rystede Thailand, på tætteste hold.

Anders Christensen, der er medejer af ejendomsfirmaet Esthaites, som også ejer rejseselskabet Thailandsrejser, var torsdag aften på en bar i den ellers normalt fredelige ferieby Hua Hin.

Her spillede han pool og lod sig først ikke mærke med, at han kunne høre et brag.

- Jeg er på en bar og spiller noget pool, og der kan vi først høre et brag, der kommer 250 meter væk. Jeg tænker, det er fyrværkeri og spiller videre, siger han.

Braget skulle vise sig ikke at være fyrværkeri, men en bombe der ifølge BBC var gemt i en potteplante og blev detoneret af en mobiltelefon.

Først da et nyt brag lyder en halv time efter, forstår Anders Christensen dog alvoren.

- Senere lyder der et kæmpemæssigt brag lige ude foran baren. Der er vi godt klar over, hvad klokken er slået. Det lød som et kanonslag gange fire, og alle løber ud fra barerne, siger han.

De to bomber dræber en kvinde og sårer 19 personer, heriblandt udenlandske turister.

Også Anders Christensen oplever bombernes ødelæggende konsekvenser. Han bliver ikke selv såret, men ser en pige, der hinker rundt med et voldsomt blødende ben.

- Vi løber derover, og der er hun allerede ved at få behandling. Hun har fået et håndklæde om benet, men hun går selvfølgelig i chok.

Inden ambulancer kommer til stedet, forsøger Anders Christensen at hjælpe pigen.

- Vi sætter os på hug foran hende og får klappet hende lidt på kinderne. Ingen af os kan førstehjælp, men vi ved, at vi skal holde hende vågen, siger han.

Kort efter kommer ambulancer til stedet, og ifølge Anders Christensen fortsætter alt herefter "meget professionelt".

Selv om han har oplevet bomberne på nærmeste hold, er han da heller ikke bange for i fremtiden at færdes i byen.

- Hua Hin er normalt den sikreste by i Thailand, og jeg frygter derfor ikke fortsat at bo i byen, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress