Af Ritzau - 26/10-16 17:01

Russisk krigsflåde dropper at tanke brændstof i SpanienRussisk krigsflåde dropper at tanke brændstof i Spanien

Krigsskibe på vej til Syrien skal alligevel ikke tankes op i spansk havn. Rusland trækker anmodning tilbage.

Det bliver ikke i en spansk havn, at russiske krigsskibe med kurs mod Syrien skal fylde brændstof i tankene.

Rusland sendte ellers en anmodning til de spanske myndigheder om at få forsyninger fra havnebyen Ceuta. Havnen ligger i et spansk territorium i Nordafrika.

Men den er nu trukket tilbage. Det oplyser Spaniens udenrigsministerium ifølge en række medier.

- Den russiske ambassade i Madrid har netop meddelt, at den trækker kravet om tilladelse til at standse tilbage, hvilket betyder, at stoppet er blevet aflyst, skriver ministeriet.

Ruslands ambassade i Spanien bekræfter ifølge det russiske nyhedsbureau Ria, at anmodningen er trukket tilbage. Der er ikke givet en formel årsag til, hvorfor russerne har ombestemt sig, skriver Reuters.

De russiske krigsskibe sejlede onsdag morgen igennem Gibraltarstrædet. Det er uklart, hvad aflysningen af det spanske stop betyder for armadaens videre færd.

Det var meningen, at den skulle have brændstof og andre forsyninger i den spanske enklave på Marokkos kyst. Nu sejler de otte skibe anført af Ruslands eneste hangarskib videre.

Styrken er på vej til den østlige del af Middelhavet for at deltage i konflikten i Syrien. Og det er netop det, der har skabt problemerne.

Russiske krigsskibe får ofte forsyninger i Ceuta. Men onsdag kom Spanien under pres fra Nato for at lade være med at hælde brændstof på skibene.

Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær, har udtrykt sin bekymring for, at flåden ville komme til at spille en rolle i luftangreb mod syriske mål.

- Det er en beslutning for de enkelte allierede, om de vil forsyne den russiske flåde med brændstof og andet, siger Stoltenberg ifølge AFP.

- Men i dette tilfælde har jeg sendt en klar besked om, at vi er bekymrede for, at denne flådestyrke ville øge antallet af angreb i Aleppo, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress