Af Ritzau - 08/07-16 22:47

Brexit får valutafond til at spå mindre vækst i eurozonenBrexit får valutafond til at spå mindre vækst i eurozonen

IMF's forventninger til væksten i Europa får et nøk nedad i lyset af udsigten til briternes farvel til EU.

Selv om Storbritannien ikke er med i euroen, vil den britiske beslutning om at forlade EU bremse den økonomiske vækst i de lande, der er en del af eurosamarbejdet.

Det vurderer Den Internationale Valutafond (IMF) i en opdateret prognose fredag.

Den økonomiske vækst vil aftage, og inflationen ventes at blive lavere i de kommende to år på grund af det kommende britiske exit fra EU, lyder det i en rapport fra IMF.

Blandt investorerne er der svagere tillid på grund af den øgede usikkerhed, de større udsving på finansmarkederne og den lavere efterspørgsel på britiske varer, konkluderer IMF.

Fonden nedjusterer udsigterne for økonomisk vækst i eurolandene til 1,6 procent i år, 1,4 procent til næste år og 1,6 procent i 2018.

Inden den britiske EU-folkeafstemning 23. juni viste IMF's prognoser en vækst på 1,7 procent i år og næste år.

Hvis forhandlingerne mellem EU og Storbritannien trækker i langdrag og skaber yderligere usikkerhed, risikerer det at få den økonomiske vækst til at stilne yderligere af, vurderer IMF's vicedirektør for den europæiske afdeling, Mahmood Pradhan.

- I så fald tror vi, at konsekvensen for væksten kan være større. På nuværende tidspunkt er det meget vanskeligt at sige, hvor længe den periode vil vare, siger han.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress