11/02-16 16:42

Flygtninge kommer til at fylde på Berlins filmfestivalFlygtninge kommer til at fylde på Berlins filmfestival

Torsdag åbner Berlins filmfestival. Spørgsmål om flygtningestrømmen vil fylde, fortæller filmkritiker.

storybild

Berlins årlige filmfestival, Berlinalen, bliver for 66. gang skudt i gang torsdag aften. På festivalen, der er kendt for at være politisk, vil spørgsmål om Europas situation og flygtningestrømmen blive taget op.

Instruktørerne vil blandt andet blive spurgt ind til det på deres pressemøder, fortæller Filmmagasinet Ekkos filmkritiker, Casper Hindse, der er udsendt i Berlin.

- Der kommer til at være spørgsmål omkring hele flygtningestrømmen op igennem Europa. Hvordan har det påvirket instruktørernes film?

- De europæiske instruktører vil nok blive spurgt ind til, hvordan deres film passer ind i det billede af verden, som den ser ud i dag, siger han.

Generelt er festivalen kendt for, at der er fokus på politik. Sidste års vinder var den iranske film "Taxi", hvor den iranske instruktør Jafar Panahi filmede, mens han kørte i taxi, fordi han ikke måtte filme udenfor.

- Der er et politisk øje, når folk ser film hernede. Her er det ikke unormalt, at man bliver spurgt ind til sin politiske holdning til ting, når man stiller op som instruktør. Det er jo meget unormalt ellers, siger Casper Hindse.

Over en million asylansøgere kom til Tyskland sidste år, der har den største tilstrømning af flygtninge siden Anden Verdenskrig.

Den italienske instruktør Gianfranco Rosi er på festivalen med dokumentarfilmen "Fire at Sea", der sætter fokus på flygtningekrisen. Filmen foregår på den italienske ø, Lampedusa, hvor flygtninge de seneste år er strømmet til.

På festivalen er der opsat indsamlingsbokse, hvor folk kan smide penge i til at støtte flygtningene. Derudover er der afsat flere hundrede billetter til flygtninge.

Festivalen åbner med en ceremoni torsdag aften og varer de næste 11 dage. Kendte navne som skuespilleren Meryl Streep, der er jurypræsident, og skuespilleren George Clooney vil være at finde på festivalen.

Der er udtaget 18 film i hovedkonkurrencen, som juryen skal vælge en vinder blandt. Den danske film "Kollektivet" af instruktøren Thomas Vinterberg er blandt de 18 udtagne, der kan vinde prisen Guldbjørnen.

Det er første gang siden 2012, at en dansk film er med i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress