Af Ritzau - 04/08-16 23:43

Kaos rammer Wozniackis åbningskamp i RioKaos rammer Wozniackis åbningskamp i Rio

Caroline Wozniackis modstander i første runde af OL-turneringen har måske trukket sig.

Der er opstået et mindre kaos omkring Caroline Wozniackis åbningskamp i tennisturneringen ved OL i Rio.

Modstanderen Su-wei Hsieh har angiveligt trukket sig fra turneringen, fordi hun er blevet uenig med Taiwans Olympiske Komité og landets tennisforbund.

- Carolines modstander har trukket sig, så det bliver en anden, hun skal op imod, siger træner Piotr Wozniacki, da Ritzau beder ham forholde sig til lodtrækningen.

Su-wei Hsieh er kommet med den opsigtsvækkende melding på Facebook, men det er endnu ikke bekræftet, om tennisspilleren fra Taiwan endegyldigt har trukket sig.

Hvem den danske fanebærer skal møde i første runde, eller om hun overhovedet kommer i kamp er lige nu usikkert.

- Lige nu ved vi ikke noget, og det er også lige meget, hvem hun skal møde, siger Piotr Wozniacki.

Selv om datteren har haft et skadesplaget 2016 og er raslet ned som nummer 54 på verdensranglisten, så er faren og den mangeårige træner optimistisk omkring chancerne i Rio.

- Forhåbentlig kan hun vinde en medalje.

- Caroline har været uheldig og meget skadet, men jeg tror, hun har viljen og motivationen. Hun er 100 procent klar, og jeg håber, hun kan overraske, siger han.

Caroline Wozniacki er selv begejstret over at være ankommet til OL-byen i Rio.

Hun fokuserer mest på sig selv og ikke, hvem hun skal op imod.

- Jeg tror på mig selv. Jeg føler mig skadesfri og har det godt. Jeg har også timingen, siger tennisstjernen.

Det er tredje gang, Caroline Wozniacki deltager ved et OL. For fire år siden i London brokkede hun sig lidt over, at hun boede langt væk fra de andre atleter. Denne gang bor hun i den olympiske landsby.

- Det er sjovt at være sammen med hele det danske hold. Nu føler man virkelig, at man er til OL. Det er lidt syret.

- I London boede jeg udenfor OL-byen, og det var ikke det samme. Beijing var en kæmpe oplevelse, og jeg håber på det samme denne gang, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress