Af Ritzau - 23/04-16 06:45

Nielsen netter igen og giver Islanders matchbold i NHLNielsen netter igen og giver Islanders matchbold i NHL

Nielsen og New York Islanders slog Florida Panthers og mangler kun én sejr for at avancere i NHL-slutspillet.

Danske Frans Nielsen var endnu engang blandt sit holds vigtigste spillere, da han bragte New York Islanders foran 1-0 i den femte kamp mod Florida Panthers i NHL's slutspil.

Kampen endte 2-1 til Islanders efter at have været i to gange overtid. Holdet fra New York fører nu 3-2 i kampe mod Florida i den første runde af Stanley Cup-slutspillet, hvor der spilles bedst af syv opgør.

Danskerens scoring faldt kort inde i første periode, hvor herningenseren var først på pucken og opsnappede en ripost efter holdkammerat Thomas Hickeys afslutning.

Frans Nielsen sendte køligt pucken i målet bag målvogter Roberto Luongo, der ellers flere gange i slutspillet har vist sig svær at passere for New York Islanders' skytter.

Anden periode forløb helt uden scoringer, men i tredje periode dukkede Aleksander Barkov op, og han udlignede for hjemmeholdet, Florida Panthers.

Dermed måtte kampen i overtid, ligesom det var tilfældet i den tredje indbyrdes kamp i serien.

Dengang vandt Islanders 4-3 hjemme i New York, men i kamp nummer fem startede Florida Panthers overtiden bedst.

Efter nogle minutter, hvor Florida havde lagt et hårdt pres mod New York-målet, begik Islanders' forsvarsspiller Calvin de Haan en fejl, og Florida fik tildelt et straffeslag, der kunne afgøre kampen.

Men New York-målmand Thomas Greiss reddede sit hold, og kampen måtte ud i endnu en omgang overtid.

Her blev Florida Panthers ramt af en række udvisninger, og til sidst gik den da heller ikke længere for hjemmeholdet. Med fire minutter tilbage dukkede New York Islanders' rookie Alan Quine op, og han sendte sejren til New York.

Sejren var særdeles vigtig for Islanders. Statistik fra NHL's hjemmeside viser nemlig, at hold, der fører 3-2 i indbyrdes opgør, vinder serien 78 procent af gangene.

Islanders skal nu vinde et af de sidste to opgør for at gå videre i slutspillet. Næste kamp er hjemme i Barclays Center i New York søndag.

ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress