Af Ritzau - 09/06-16 07:32

Det kan du også bruge biblioteket tilDet kan du også bruge biblioteket til

De danske biblioteker skal give danskerne rum til oplysning og fordybelse. Ved du, hvor meget du kan bruge biblioteket til?

Høje hylder i sirlig orden og duften af gamle bøger. Selv om vi nu til dags kan hente alt ned til vores tablets og telefoner, kan bibliotekerne stadig give os noget, som vi ikke kan få derhjemme eller andre steder i det offentlige rum.

Boglån er stadig den tjeneste, danskerne benytter mest.

En undersøgelse foretaget af Wilke for Ritzau Fokus viser, at hele 92 procent af danskerne, der kommer på deres lokale bibliotek, kommer for at låne en bog.

Og det tyder på, at når vi forlader bibliotekerne, så er det med tunge tasker. Ifølge Wilke-undersøgelsen er det at låne film den næstmest populære service, som borgerne benytter sig af, men det er kun hver femte, der benytter denne mulighed.

Helt i bund ligger spil.

Kun 6,7 procent af de adspurgte låner spil på deres lokale bibliotek.

Alligevel mener formanden for Danmarks Biblioteksforening, Steen B. Andersen, at danskerne bruger biblioteket mere, end de tror. Her tænker han særligt på digitale tjenester som eReolen eller Filmstriben, der begge er udbudt af biblioteket.

Men også væk fra skærmen mener han, at folk gør brug af tjenesten:

- Folk er ikke opmærksomme på, at de faktisk bruger biblioteket. Går man til børneteater, opfatter man jo ikke nødvendigvis, at det er biblioteket, der har arrangeret det, siger han.

Men det er langt fra det eneste, bibliotekerne kan, mener Jens Winther Bang, der er publikumschef ved Odense Centralbibliotek.

- Biblioteket er et frirum, hvor du kan opfylde det livsprojekt, du har lyst til. Der er ikke mange frirum tilbage i det offentlige landskab, siger han og nævner blandt andet at lære at tale et nyt sprog, spille et instrument eller gør-det-selv-projekter.

For uanset om biblioteket selv er arrangør eller blot lægger lokaler til, kan man opleve alt fra folkekøkkener til forfatterforedrag ved dit lokale bibliotek.

På udvalgte dage er det endda muligt at få gratis, juridisk bistand, blandt andet på bibliotekerne i Aalborg, Aarhus og København.

Jens Winther Bang mener også, at bibliotekets største styrker ligger udenfor de konventionelle muligheder, man forbinder med et bibliotek. Foruden at tage bøger, cd'er eller film med hjem, er der nemlig også mange, der bruger stedet til fordybelse, studie eller research.

- Materialernes betydning er vigtige, men ikke nødvendigvis, fordi man skal kunne tage dem med hjem. Man ser eksempelvis alle de studerende sidde og læse her, og de låner ikke nødvendigvis med hjem. De kommer bare med deres eget, siger han.

Er du blot på biblioteket for at låne bøger, behøver du ikke længere lade dig indrette efter vanlige åbningstider.

Flere biblioteker i Danmark har udvidet åbningstid, hvor man med sit sundhedskort kan komme ind og låne eller afhente materiale i både de tidligste og seneste timer - helt uden personalets assistance. Enkelte biblioteker har endda døgnåbent.

Her er nogle af de ting, dit bibliotek udlejer:

- Tidsskrifter og magasiner

- Spil og film

- Lydbøger og musik

- Avisartikler

- Noder

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress