Af Ritzau - 02/05-16 09:27

Muslimsk \Muslimsk "muldvarp" afslører jihadister med skjult kamera

Fransk tv-dokumentar giver indblik i, hvad der foregår i hovederne på unge muslimske ekstremister.

Franske tv-seere har mandag aften mulighed for at få et sjældent indblik i, hvad der foregår inde i hovederne på unge radikaliserede mennesker med drømme om at begå terror i islams navn.

En journalist infiltrerede i seks måneder en celle af vordende jihadister og filmede med skjult kamera planlægningen af et angreb i Islamisk Stats navn, før flere af gruppens medlemmer blev anholdt.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det journalistiske arbejde har udmøntet sig i dokumentarudsendelsen "Allahs Soldater".

Journalisten, der af sikkerhedshensyn anvender pseudonymet Said Ramzi, beskriver sig selv som muslim "af samme generation som morderne", der udførte de mange angreb i Paris i november og dræbte 130 mennesker.

- Mit mål var at forstå, hvad der foregik inde i deres hoveder, siger han til AFP.

En af hans vigtigste erfaringer var, at gruppens arbejde intet havde med islam at gøre.

- Ingen vilje til at skabe en bedre verden. Kun fortabte, frustrerede, selvmordstruede og let manipulerbare unge, fortæller journalisten.

At komme i kontakt med gruppen viste sig at være nemt. På Facebook blandede Ramzi sig i samtaler og debatter med personer, der var optaget af hellig krig.

- De har været så uheldige at været født i samme æra som Islamisk Stats eksistens. De er på udkig efter et eller andet, og det er det, de fandt, siger han.

Samværet på Facebook førte til et fysisk møde med lederen af en gruppe på omkring et dusin unge. Nogle født af muslimer, andre konvertitter.

Lederen, der præsenterede sig som "emiren", var en ung franskmand af tyrkisk afstamning.

Allerede på det første møde forsøgte han at overbevise journalisten om, at Paradis ventede ham, hvis han udførte et selvmordsangreb.

- Kom bror. Lad os gå mod Paradis. Vores kvinder venter på os der, og engle vil tjene os. Du vil få en bevinget hest af guld og rubiner, lød de lokkende toner.

Under et andet møde var det mere konkrete ting, der blev talt om. I en moské i en forstad til Paris peger et medlem af gruppen således på et fly, der nærmer sig Bourget-lufthavnen, og siger:

- Med et lille raketstyr kan du nemt få (ram på, red.) en af dem. Gør sådan noget i Dawlas (andet navn for Islamisk Stat, red.), og Frankrig vil være traumatiseret i et århundrede

På et tidspunkt får journalisten også udleveret en plan og ordre om at udføre et selvmordsangreb mod en natklub, vil det fremgå af dokumentaren.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress