Af Ritzau - 12/07-16 03:26

Bernie Sanders ventes at stille sig bag Clinton tirsdagBernie Sanders ventes at stille sig bag Clinton tirsdag

Efter en stædig valgkamp vil Bernie Sanders efter alt at dømme bakke op om Hillary Clinton som præsident.

Den amerikanske senator Bernie Sanders, der er Hillary Clintons rival i kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat, vil formelt erklære sig som Clinton-støtte tirsdag.

Det skriver en række medier, herunder Reuters, The Guardian og Washington Post.

Opbakningen fra Bernie Sanders er vigtig for Hillary Clinton, da venstrefløjssenatoren stædigt har trukket hende i sin politiske retning i løbet af deres kamp om at blive partiets bud på en præsident.

Ifølge Reuters vil den formelle støtte fra Sanders blive givet ved et valgmøde i New Hampshire. her vil også den tidligere udenrigsminister og førstedame deltage.

Angiveligt har den 74-årige senator fra Vermont valgt at støtte Clinton efter at have fået håndslag fra sin rival om at arbejde hårdere for politiske ændringer på områder som uddannelse, sundhed og klima.

De to politikere er ifølge AFP blevet enige om en række formuleringer om Demokraternes politiske standpunkter i forbindelse med klimaforandringer og sundhedssystemet.

Yderligere skulle de være enige om en ny minimumløn på 15 dollar i timen.

De to demokratiske kandidaters kamp har splittet partiet. Men håbet er, at de ved at gøre fælles front kan samle partimedlemmerne forud for præsidentvalget 8. november.

Begge parter har bekræftet, at de vil optræde sammen i New Hampshire.

Sanders' stab har dog ikke bekræftet, at han ved mødet vil give sin formelle støtte til Clintons kandidatur.

Senatoren har tidligere sagt, at han ikke vil droppe sin valgkamp, selv om Hillary Clinton har skrabet det nødvendige antal delegerede sammen til at blive partiets præsidentkandidat.

Dog har han taget en række skridt hen mod en formel opbakning ved blandt andet at sige, at han vil arbejde for at samle partiet og hjælpe Hillary Clinton med at slå Republikanernes Donald Trump ved valget. Blandt andet ved selv at stemme på Clinton.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress