Af Ritzau - 20/11-16 18:59; Opdateret: 20/11-16 19:56

Brøndby-træner er uinteresseret i afstanden til FCKBrøndby-træner er uinteresseret i afstanden til FCK

Alexander Zorniger koncentrerer sig ikke om mesterskabet i år. Udviklingen af holdet er vigtigere, lyder det.

Brøndby tabte søndag holdets blot tredje kamp i Alka Superligaen, da det på udebane blev til et nederlag på 0-1 til bundholdet OB.

Dermed mistede Brøndby et vigtigt skridt i jagten på FC Københavns førerhold.

Førstepladsen er dog ikke noget, Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, bekymrer sig om.

- Jeg er ikke interesseret i distancen mellem FC København og os. Vi spiller for at udvikle os. Mange af vores spillere var ikke startere i sidste sæson, så vi har stadig et stykke vej at gå.

- Drengene gør et godt stykke arbejde, og vi møder andre hold, der også vil vinde. Det ville OB i dag, og det gjorde de godt, siger Alexander Zorniger.

På trods af blot tre nederlag vil Brøndby-træneren ikke tale om mesterskab i denne sæson.

- Jeg tror, at det var kamp nummer 17 og vores tredje nederlag. Jeg er her ikke for at lave et mesterskabshold i år, desværre, siger Alexander Zorniger.

Ifølge cheftræneren tabte hans mandskab til OB, fordi spillerne ikke var klar til kampen.

- Vi gav de første 45 minutter væk. Vi var ikke 100 procent klar i defensiven. I hele sæsonen har jeg ikke set så mange tabte dueller, og spillere der glider.

- Vi var heller ikke helt klar i offensiven, når vi endelig kom frem til mulighederne, specielt i anden halvleg. Det lignede, at spillerne forventede, at den ville komme til dem i stedet for selv at opsøge den.

- Vi var ikke klar i nogen af enderne i dag, siger Zorniger.

Brøndby kan søge oprejsning i næste runde, når holdet tager imod Silkeborg på hjemmebane.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress