Af Ritzau - 23/07-16 00:59; Opdateret: 23/07-16 01:29

Redaktør: München har før været skueplads for angrebRedaktør: München har før været skueplads for angreb

Fredagens angreb i München er et stort chok for tyskerne, siger Tyskland-kender om de foreløbig ti dræbte.

Den tyske storby München har før været udsat for angreb. Men de adskiller sig fra fredag aftens angreb, hvor mindst ti personer ifølge tysk politi har mistet livet.

Politiet har fredag meldt ud, at man har mistanke om, at skyderiet i eller ved indkøbscenteret er et terrorangreb.

Det ligner dog ikke umiddelbart den type angreb, som München før har været vidne til. Det siger Kerrin Linde, udlandsredaktør ved Kristeligt Dagblad og tidligere korrespondent i Berlin.

- München har to gange før været skueplads for større terrorangreb.

- I 1972 under OL, hvor den palæstinensiske gruppe Sorte September tog israelske sportsfolk som gidsler, endte det i et skrækkeligt blodbad, fordi tysk politi håndterede det helt forkert, da de skaffede et fly til terroristerne. Der døde 17 mennesker, heriblandt fem terrorister.

- I 1980 var der et stort sprængstofangreb mod oktoberfest, hvor der døde 13 mennesker, siger Kerrin Linde og understreger, at oktoberfest er indbegrebet af München.

Senest angreb en 17-årig dreng mandag aften togpassagerer i det sydlige Tyskland med en økse og en kniv. Fem blev såret, og af dem er fire turister fra Hongkong.

Desuden indledte Rote Armee Fraktion (RAF) - i Danmark mest kendt som Baader-Meinhof-gruppen - i starten af 1970'erne en væbnet kamp mod den tyske stat og spredte frygt og rædsel i knap tre årtier.

Den lille venstreekstremistiske gruppe dræbte i alt 34 mennesker.

- Deres ofre var politifolk, bankfolk og statens repræsentanter eller rettere kapitalens repræsentanter. Man gik ikke efter uskyldige ofre på samme måde.

- Man har ikke nogensinde før set, at nogen gik ind i et indkøbscenter og begyndte at meje folk ned. Det er virkelig et stort chok for Tyskland. Siden 2012 har man forpurret 12 islamistiske angreb, man har været meget opmærksom på det, siger Kerrin Linde.

Det er endnu sparsomt med oplysninger, og politiet ved ikke, hvor mange gerningsmænd der har været involveret i fredagens angreb, eller hvad deres motiv skulle være.

På grund af historien i Tyskland er tyske myndigheder typisk meget forsigtige med officielle udmeldinger.

Ifølge Kerrin Linde har tyskerne været meget opmærksomme på venstreekstremisme, men er blevet beskyldt for at lukke begge øjne for højreekstremisme.

- De bruger ikke ordet terror på samme måde som François Hollande (fransk præsident, red.) gjorde fire timer efter Nice. Men tyskerne har heller ikke oplevet tre terrorangreb på halvandet år med mange dræbte.

- Det her er det mest voldsomme siden RAF. Men hvis man ser på RAF, har de aldrig dræbt mange mennesker på ét sted, siger Kerrin Linde.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress