23/01-16 20:29

Dortmund imponerer med stærk udesejr i forårspremiereDortmund imponerer med stærk udesejr i forårspremiere

Andreas Christensen spillede 90 minutter for Mönchengladbach, men kunne ikke bremse kontrastærke Dortmund.

Borussia Dortmund holder fortsat snor i suveræne Bayern München, og Thomas Tuchels udfordrere ser ud til at være kommet veltrimmede ud af vinterpausen.

Dortmund imponerede lørdag aften med en 3-1-sejr i topkampen på udebane over Borussia Mönchengladbach, som trods nederlaget forbliver på fjerdepladsen i Bundesligaen.

Et meget effektivt gæstemandskab slog til på kontrastød, når Gladbach-forsvaret med Andreas Christensen var trukket lidt fra hinanden, og to af scoringerne blev sat ind på kanten af offside.

Marco Reus bragte Dortmund foran kort før pausen, da Ilkay Gündogan - kampens store spiller - fandt ham med en dyb stikning.

Scoringen var i overensstemmelse med spilfordelingen i en velspillet halvleg, men Dortmund kunne være kommet bagud i kampens indledning, da Andreas Christensen steg højt til vejrs efter hjørnespark og headede bolden på overliggerens overkant.

Seks minutter efter pausen øgede Henrikh Mkhitaryan til 2-0, men kort efter slog hjemmeholdet tilbage, da Raffael udnyttede underligt passivt forsvarsspil i Dortmunds bageste rækker.

Gündogan gjorde det til 3-1 med et kvarter igen på et lynhurtigt gennemført angreb, efter at Sokratis Papastathopoulos havde erobret bolden på egen banehalvdel.

Med sejren understreger Dortmund sin status som Tysklands næstbedste mandskab. Der er hele otte point ned til nærmeste forfølger, Hertha Berlin, mens der er yderligere fire ned til Mönchengladbach.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress