10/02-16 15:15

DHF giver dispensation til at bære hovedbeskyttelseDHF giver dispensation til at bære hovedbeskyttelse

Håndboldforbundet lader HCM-spiller bære beskyttelse efter kraftig protest fra klubben.

storybild

Fløjspilleren Jørgen Rasmussen har, siden han fik en hjernerystelse, spillet med hovedbeskyttelse for sin klub HC Midtjylland.

Hovedbeskyttelsen er ifølge gældende spilleregler ikke tilladt for markspillere, fortæller Dansk Håndbold Forbund (DHF), men nu har forbundet besluttet at give Jørgen Rasmussen dispensation til at benytte hovedbeskyttelsen resten af sæsonen.

- Vi har besluttet at give dispensationen, fordi vi i forvejen er i gang med at se på, hvordan vi fremadrettet kan gøre systemet mere smidigt i forhold til spillernes generelle sikkerhed og brugen af sikkerhedsudstyr, siger formand for DHF, Per Bertelsen, i en pressemeddelelse.

Tidligere onsdag havde HC Midtjylland ifølge TV2 Sport ellers fået at vide, at Dansk Håndbold Forbund havde besluttet, at Rasmussens hovedbeskyttelse var forbudt at spille med.

Den beslutning faldt bestemt ikke i god jord hos HC Midtjyllands træner Morten Secher.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt. Jeg kan slet ikke finde argumentationen. Vi er jo derude, hvor materialet er det samme som en knæbeskytter, siger han til TV2 Sport.

Men senere onsdag meddeler DHF altså, at Jørgen Rasmussen gerne må bruge beskyttelsen.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i DHF altid arbejder for håndboldens bedste, og for at flest mulige skal kunne spille håndbold på alle niveauer.

- Derfor er vi også villige til både at tage disse enkeltsager op, men også at gå ind i en proces omkring en mulig ændring af spillereglerne på området, lyder det fra Per Bertelsen i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress