Af Ritzau - 29/08-16 21:49

Løkkes første 2025-meldinger splitter S og RLøkkes første 2025-meldinger splitter S og R

Socialdemokraterne skælder ud over topskattelettelser, mens De Radikale ser positive signaler fra Løkke.

Selv om regeringens 2025-plan endnu ikke er lagt frem i sin helhed, så er der allerede nu splittelse mellem de to tidligere regeringspartnere, Socialdemokraterne og De Radikale.

Med forbehold for at partierne endnu ikke har set hele planen, så er det vidt forskellige meldinger, der kommer fra de to partier.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, kritiserer Løkkes melding om, at topskatten skal sænkes:

- Statsministeren har her til aften foreslået en markant lempelse af topskatten. Det er vi imod. De løser ikke de udfordringer, Danmark står over for.

- Vi mener, man i stedet burde investere i velfærd og arbejdspladser. Hvis det viser sig, at der kan sikres en ansvarlig finansiering af skattelettelser, så skal det være til almindelige og de laveste indkomster, siger Nicolai Wammen.

De Radikales partileder, Morten Østergaard, er anderledes positiv over for de økonomiske elementer. Løkke lagde blandt andet op til at lette skatten både i toppen og i bunden af lønskalaen.

- Hvis vi sorterer meldingen om udlændingepolitikken fra, så synes jeg regeringens signaler, flugter meget godt med noget af det, De Radikale har peget på, siger Morten Østergaard.

Han mener, at der er "perspektiver" i det, statsministeren fremlagde mandag aften.

- Min opfordring til regeringen er, at vi mødes og forhandler. Og at de lægger et opgør med skattestoppet og en ny ejendomsvurderingsmodel på bordet, siger Morten Østergaard.

Både Socialdemokraterne og De Radikale tager dog det markante forbehold, at regeringen endnu ikke har fremlagt et samlet bud på, hvordan de vil finansiere 2025-planen.

- Statsministeren sagde ikke et ord om, hvor pengene skal komme fra. Djævlen ligger jo som bekendt oftest i finansieringen. Jeg er dybt bekymret for, hvad det katalog af ubehageligheder, regeringen selv har bebudet, viser sig at indeholde, siger Nicolai Wammen.

Også Morten Østergaard fastslår, at det kun er "den halve historie", de øvrige partier hidtil har hørt.

- Vi mangler fortsat at høre, hvor pengene skal komme fra. Der håber jeg, at statsministeren har skiftet plan. For da jeg fremlagde vores forslag om en højere pensionsalder fik jeg at vide, at det var masochisme.

- Der håber jeg, at regeringen er kommet på bedre tanker, siger Morten Østergaard.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress