Af Ritzau - 24/08-16 15:51

Tre personer er sigtet for trusler mod Morten StormTre personer er sigtet for trusler mod Morten Storm

Morten Storm, der tidligere har samarbejdet med PET som agent, er angiveligt blevet truet.

Den tidligere agent for PET Morten Storm er angiveligt blevet truet af flere personer og har anmeldt et overfald for to måneder siden.

Nu har politiet sigtet tre personer i sagen, bekræfter politiet til TV2.

- Jeg kan bekræfte, at episoden er anmeldt, og vi efterfølgende har sigtet tre personer for trusler mod Morten Storm, fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland Falsters politi, der ikke har yderligere kommentarer, til TV2.

De tre mænd er ikke blevet varetægtsfængslet.

Morten Storm levede frem til 2011 et dobbeltliv som agent for PET og har tidligere været konverteret til islam inden han i 2006 forlod troen.

Ifølge ham selv var han blandt andet involveret i en mission for at efterspore al-Qaeda lederen Anwar al-Awlaki i Yemen og videregive oplysningerne til CIA. Awlaki blev senere dræbt i et amerikansk droneangreb.

TV 2 har været i kontakt med Morten Storm, der ikke har mere at tilføje, end hvad han har skrevet på sin facebookvæg.

På Facebook skriver Morten Storm, at overfaldet skulle være sket, da han var på besøg hos sin familie i Korsør. Ifølge Morten Storm selv, blev han passet op af fem personer, der truede ham på livet.

Siden Morten Storm stod frem og fortalte, at han har arbejdet for PET, har han blandt andet levet under skjul i et andet land.

Det er langt fra første gang, Morten Storm er blevet truet. Said Mansour, der i juni i Højesteret fik frataget sit danske statsborgerskab og udvist af landet for bestandigt for at opildne til terror, blev blandt andet også dømt for at opfordre til drab på Morten Storm.

Og i 2013 opfordrede den yderliggående danske islamist Abu Khattab i en propagandavideo til drab på flere danskere, blandt andet Lars Hedegaard, Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader og Morten Storm.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress