01/02-16 17:50; Opdateret: 01/02-16 18:24

Danske EU-politikere i ny kamp for billig realkreditDanske EU-politikere i ny kamp for billig realkredit

Nye regler kan gøre danske realkreditlån dyrere, advarer 11 danske EU-parlamentarikere i fælles brev til EU.

11 danske EU-parlamentarikere opfordrer i et fælles brev EU-Kommissionen til at hjælpe de billige danske realkreditlån, der er truet af en bølge af nye regler.

I brevet, der er sendt til EU-kommissæren for finansiel stabilitet, britiske Jonathan Hill, skriver de danske politikere, at det ikke kan være meningen, at nye internationale standarder skal gøre et velfungerende realkreditsystem som det danske dyrere.

Den socialdemokratiske gruppeformand i Europaparlamentet, Jeppe Kofod, der er medunderskriver på brevet, siger, at finanskrisen viste, at "der skulle tages et opgør med cowboyøkonomien i bank- og finanssektoren".

- Men finanskrisen viste også, at netop den danske realkredit var både bundsolid og markant billigere end andre landes løsninger, siger Jeppe Kofod.

- Derfor siger vi nu klart til EU-Kommissionen, at det ikke er danske boligejere, der skal betale prisen for oprydningsarbejdet efter finanskrisen, siger han.

Udfordringen for dansk realkredit er, at Baselkomitéen, der overvåger banksektoren i hele verden, har foreslået højere kapitalkrav for at gøre udlån til blandt andet boliger mere sikre.

Selv om de danske realkreditlån ifølge branchen selv er de sikreste og billigste i Europa, vil de blive dyrere, hvis EU omsætter Basel-reglerne til europæisk lovgivning.

Ifølge Realkreditforeningens administrerende direktør, Karsten Beltoft, ville Baselkomitéens krav betyde, at de danske realkreditinstitutter skulle have ekstra 85 milliarder kroner i reserver på deres konti.

Prisen for det vil være mellem otte og ni milliarder kroner om året. Og det kan øge de danske bidragssatser med 0,5 procentpoint, hvis udgiften bliver væltet derover.

Det svarer i givet fald til, at et realkreditlån på 2,5 millioner kroner bliver 12.500 kroner dyrere om året, viser foreløbige beregninger fra Finansrådet.

EU-Kommissionen overvejer i øjeblikket, om den skal lave ny fælles europæisk lovgivning for at regulere markedet for realkreditobligationer i Europa, eller om den skal komme med anbefalinger om bedste praksis.

Kommissionen holdt mandag en konference i Bruxelles om fremtiden for europæisk realkredit, inden Jonathan Hill spiller ud med sit forslag.

De 11 danske EU-parlamentarikere, der har skrevet under på brevet til EU-kommissæren, kommer fra Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Venstre, SF, De Konservative, De Radikale og Folkebevægelsen mod EU.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress