Af Ritzau - 30/05-16 22:13; Opdateret: 30/05-16 23:45

Kongehus forventer kun årpenge til prins ChristianKongehus forventer kun årpenge til prins Christian

Kongehusets kommunikationschef nedtoner over for DR forventning om apanage til otte kongelige børnebørn.

storybild

(Billede: Scanpix)

Kongehuset maner nu kritiske røster til jorden, hvad angår debatten om årpenge - også kaldet apanage - til de kongelige børn.

I et interview med DR Nyheder siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at kongehuset forventer, at kun tronarvingen prins Christian skal modtage årpenge.

- Det er ikke forventningen, og det har det aldrig været, at andre end prins Christian til sin tid skal have årpenge, siger hun til DR.

I weekenden tegnede der sig netop et politisk flertal for at afskaffe muligheden for at give andre end kronprins Frederiks børn årpenge i fremtiden.

Debatten er foranlediget af, at prins Joachims ældste søn, prins Nicolai, til næste år fylder 18 år, og derfor potentielt kan modtage penge fra den danske stat, som loven lyder lige nu.

Men kongehuset kommer altså nu kritikerne i møde ved at understrege, at de ikke regner med årpenge til mere end ét af dronningens otte børnebørn.

Bliver det til virkelighed, vil prins Joachims fire børn og tre af kronprins Fredriks fire børn selv skulle finde sig et arbejde, de kan forsørge sig ved.

I en måling foretaget af Politiken og TV 2 i weekenden tegner der sig også et flertal i den danske befolkning for at standse pengestrømmen til de kongelige.

I meningsmålingen fra Megafon svarer 70 procent nej til, at prins Joachims børn skal have årpenge i fremtiden.

I 1995 skete der en udvidelse af kredsen af årpengeberettigede, da Folketinget med stort flertal i forbindelse med prins Joachims bryllup besluttede at bevilge årpenge til ham.

Indtil da havde det helt fra 1849 været fast praksis, at årpenge kun blev bevilget til tronfølgere og deres ægtefæller samt til enkedronninger, senest dronning Ingrid.

Modsat Joachim, der først blev tildelt apanage, da han blev gift, har kronprins Frederik modtaget årpenge, siden han var 18 år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress