02/02-16 08:16

Danske Bank forgylder aktionærerDanske Bank forgylder aktionærer

Der er både større udbytte og aktietilbagekøb i vente for aktionærerne i landets største bank.

Danske Banks aktionærer kan se frem til kontante udbetalinger fra deres investering i landets største bank. Der er nemlig både et større udbytte og et større aktietilbagekøb på vej, fremgår det af bankens regnskab for 2015.

Banken vil udbetale et udbytte på 8 kroner per aktie, hvor aktionærerne sidste år fik 5,50 kroner per aktie.

Det sker på baggrund af "bankens solide kapitalgrundlag", forklarer bestyrelsesformand, Ole Andersen, og administrerende direktør, Thomas Borgen, i et brev til aktionærerne, der ledsager regnskabet.

- 2015 var et år med store fremskridt for Danske Bank, og vi er godt på vej til at blive en mere kundefokuseret, enkel og effektiv bank til gavn for alle vores interessenter, skriver ledelsen til aktionærerne.

De 8 kroner per aktie betyder, at banken udbetaler, hvad der svarer til 46 procent af årets overskud, udregnet før nedskrivninger på goodwill.

Dertil kommer et aktietilbagekøbsprogram, hvor banken planlægger at købe egne aktier op i markedet for 9 milliarder kroner. Det vil alt andet lige få kursen på aktierne til at stige, da efterspørgslen efter aktier øges.

Sidste år købte Danske Bank egne aktier for 5 milliarder kroner.

Udbyttet er lidt lavere end ventet i markedet. En rundspørge foretaget af Ritzau Estimates blandt 12 analytikere, der følger banken, viste før regnskabet, at der var ventet et udbytte på 8,50 kroner per aktie.

Forventningen til aktietilbagekøb lød ifølge rundspørgen på 7,5 til 10 milliarder kroner.

Danske Bank kom ud af et finansielt vanskeligt 2015 med et pænt nettoresultat på 13,1 milliarder kroner, hvilket er 9,1 milliarder kroner bedre end sidste år.

Det skyldes først og fremmest nogle tekniske nedskrivninger i bankens goodwill, som i 2015 kun udgjorde 4,6 milliarder kroner sammenholdt med 9,1 milliarder kroner i 2014.

Bankens indtjening var nemlig stort set den samme som i 2014, men dog med et par markante forskelle.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress