Af Ritzau - 26/06-16 04:36; Opdateret: 26/06-16 05:32

Avis: Labours leder fyrer påstået kupmagerAvis: Labours leder fyrer påstået kupmager

Jeremy Corbyn har fjernet Hilary Benn fra posten som det britiske arbejderpartis skyggeudenrigsminister.

Lederen af det britiske Labour-parti, Jeremy Corbyn, har afskediget partiets skyggeudenrigsminister, Hilary Benn.

Det skriver søndagsavisen The Observer og andre britiske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed fortsætter uroen i det britiske arbejderparti i kølvandet af torsdagens EU-afstemning, der resulterede i, at Storbritannien forlader EU.

Corbyn, der er tilhænger af EU, er blevet kritiseret for sin indsats under valgkampen og dermed indirekte beskyldt for at være medansvarlig for det overraskende udfald af afstemningen.

Ifølge The Observer har Corbyn over for Benn begrundet fyringen med, at han ikke længere har tillid til ham.

Afskedigelsen kommer, efter at avisen afslørede, at Hilary Benn tilsyneladende var i færd med forberede et kup mod sin partileder.

- Det er blevet forstået, at Benn i weekenden havde kontaktet kolleger i parlamentet og sagt, at han ville bede Corbyn om at træde tilbage, hvis der var betydelig støtte til at gå op imod ham, skrev avisen tidligere.

Allerede da det overraskende valgresultat lå klart fredag, indgav to Labour-medlemmer i parlamentet en mistillidserklæring til Jeremy Corbyn.

Margaret Hodge og Ann Coffey bekræftede over for BBC, at de var afsendere af anmodningen.

Det er meningen, at ønsket om en mistillidsafstemning skal diskuteres på et møde i parlamentsgruppen mandag.

Corbyn, der blev valgt som leder af det største britiske oppositionsparti sidste år, afviste lørdag opfordringen til at træde tilbage ifølge Reuters.

Adspurgt, om han er indstillet på at stille op til et genvalg, hvis han skulle blive udfordret som partileder, svarede han:

- Ja, jeg er her.

Han erkendte, at nogle medlemmer af Labour nok gerne så en anden person stå i spidsen for partiet.

- Men jeg er fuldstændig forbløffet over, at 140.000 mennesker i de seneste 24 timer har sagt, at de ikke ønsker, at Labour spilder de næste to måneder på at diskutere formandsspørgsmålet, sagde Corbyn med reference til en online-underskriftsindsamling, der opfordrer ham til at blive på posten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress