Af Ritzau - 14/06-16 03:21

Omstridt skattestop kan barbere en million af boligpriserOmstridt skattestop kan barbere en million af boligpriser

En bombe tikker under danske ejerboliger, hvis et kritiseret skattestop for boliger fjernes i ét hug.

Prisskiltet på et hus falder med knap en million kroner. Ejerlejligheden kan blive op til en halv million kroner mindre værd, og det nordsjællandske sommerhus bliver et par hundrede tusinde kroner billigere for en ny køber.

Det kan blive mareridtet for boligejere, hvis et omdiskuteret og kritiseret skattestop for boliger fjernes i ét hug, skriver Berlingske.

Det nuværende skattestop for boliger er ofte genstand for økonomers kritik.

Senest var det vismændene fra Det Økonomiske Råd, der opfordrede til at genindføre en boligbeskatning baseret på den reelle værdi frem for et kunstigt lavt niveau som i dag.

Men stiger beskatningen af boliger, kan købere ikke længere betale så høj en pris som i dag. Derfor kan et opgør med skattestoppet pille gevaldigt ved boligpriserne, skriver Berlingske.

Nordea Kredit har for Berlingske Business omregnet de stigende skatter til det direkte fald, der vil ramme boligpriserne, hvis skattestoppet ophæves. Medmindre der sker en større omlægning af skatter, der giver lempelser andre steder.

- Københavnerne bliver særligt hårdt ramt. Her stiger regningen fra 16.200 kroner om året i dag til 40.800, hvis de fremadrettet skal betale én procent af husets faktiske pris, siger chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea til avisen.

Ifølge hendes beregninger vil det betyde, at køber bør kræve et afslag på 926.000 kroner i det tilfælde.

Skatteloftet betyder, at husejerne i dag kun betaler cirka 0,6 procent i ejendomsværdiskat af deres ejendoms reelle værdi.

En fuldstændig ophævelse af skatteloftet og indefrysningen af ejendomsvurderingerne betyder, at ejendomsværdiskatten igen bliver én procent af den reelle værdi af boligen.

De voldsomme prisfald ændrer dog ikke ved Lise Nytoft Bergmanns og andre økonomers faglige anbefaling af at genindføre ejendomsskatter, der stiger og falder med priserne.

Lektor i boligøkonomi Morten Skak fra Syddansk Universitet mener, at en ejendomsbeskatning af aktuelle værdier vil "have en stabiliserende effekt på økonomien".

Det samme påpeger analysechef Jonas Schytz Juul fra AE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han mener, at det samtidig vil modvirke boligbobler.

Alle tre økonomer påpeger, at systemet kan og bør ændres gradvist.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress