Af Ritzau - 08/06-16 19:43; Opdateret: 08/06-16 21:30

S og DF om indfødsretsprøve: Ikke en test om paratvidenS og DF om indfødsretsprøve: Ikke en test om paratviden

Det er misforstået, når den nye indfødsretsprøve bliver kritiseret for at være for svær, mener ordførere.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) står sammen med regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti bag aftalen om den nye indfødsretsprøve. (Billede: Scanpix/Simon Læssøe)

Det er ikke meningen, at man skal vide alt om Olsen-Banden eller stjernebilleder, når man skal tage den nye indfødsretsprøve i ønsket om at blive dansk statsborger.

Nej, det handler om, at staten skal kunne se, at man virkelig vil Danmark og derfor har sat sig ned med en kande kaffe og læst op til prøven med det materiale, der følger med, når man melder sig til prøven.

Det siger Socialdemokraternes indfødsretsordfører Mattias Tesfaye. Tirsdag blev den nye indfødsretsprøve for første gang afholdt på sprogskoler rundt i landet, og det har fået flere til på de sociale medier at argumentere for, at prøven er for svær.

Men Mattias Tesfaye er træt af snakken om, at ikke engang "den almindelige dansker" kan bestå prøven.

- Det afgørende er ikke spørgsmålene, men om man ud fra testen kan se, om vedkommende har læst op. Jeg er klar over, at mange danskere ikke ville bestå, hvis de tager prøven. Men hvis de læser op, ville de fleste bestå.

- Vi tester jo ikke paratviden. Hvis danskerne klikker ind på testen og ikke får 32 rigtige, så skal de ikke af den grund tænke, at prøven er forkert. Men hvis mange ikke ville bestå, efter de har læst op, så har vi et problem.

Prøven består af 40 spørgsmål med to eller flere svarmuligheder. 32 af spørgsmålene skal besvares korrekt for at bestå mod tidligere et krav om 22 korrekte svar. Man har 45 minutter til prøven og må ikke gøre brug af hjælpemidler.

Dog har man inden prøven fået udleveret et læremateriale, som 35 af de 40 spørgsmål er udarbejdet ud fra. Fem af spørgsmålene berører aktuelle emner.

Bag aftalen om den nye indfødsretsprøve står regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne.

- Det er rimeligt, at man sætter sig ind i landets historie, når man søger statsborgerskab. Ud fra den her prøve kan man se, om man er motiveret eller ej, siger Mattias Tesfaye, som endnu ikke selv har taget prøven.

Samme svar lyder fra DF's indfødsretsordfører Christian Langballe, som endnu ikke har haft mulighed for at forsøge sig med prøven, som han dog forventer at ville klare "med succes". Men også han understreger, at det ikke er en test om paratviden.

- Formålet er, at man læser op og dygtiggør i sig i dansk historie og kultur. Det er vigtigt, at folk, der kommer udefra og som måske er meget fremmede for vores kultur, ved noget om Danmark og de værdier, som er repræsenteret i Danmark.

- Men det er en vigtig pointe, at det ikke er sådan, at man ikke ved noget, når man går op til prøven, siger Christian Langballe.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress