Af Ritzau - 20/10-16 15:58

Løkke er fåmælt om DF og Peter ChristensenLøkke er fåmælt om DF og Peter Christensen

Statsministeren kalder det alvorligt, hvis DF har svindlet med EU-penge. Han har ikke yderligere kommentarer.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke mange kommentarer til den ventende presse om Dansk Folkepartis brug af EU-støtte, da han torsdag eftermiddag ankommer til EU-topmødet i Bruxelles.

Adspurgt om en kommentar til, at blå bloks største parti bliver undersøgt for mulig svindel med EU-støtte siger Løkke:

- Hvis det forholder sig sådan, så er det selvfølgelig alvorligt. Derudover har jeg ikke andre kommentarer til det, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han ønsker heller ikke at kritisere DF for ikke at lægge alle papirerne frem i sagen. Det har Dansk Folkeparti ellers forlangt af andre partier i lignende sager - blandt andet af Lars Løkke Rasmussen selv.

- Jeg har ikke yderligere kommentarer til det, gentager Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren ønsker heller ikke at gå ind i sagen om nuværende forsvarsminister Peter Christensen (V).

Han har ifølge Ekstra Bladet i januar 2013 været i Strasbourg med sin kæreste på en studietur, som Morten Messerschmidt havde inviteret på. Rejsen blev betalt af DF's europæiske alliance Meld.

Spørgsmål: En af dine egne ministre har også været på studietur for Meld-penge. Hvad siger du til det?

- Det er vist ikke som minister. Jeg kan kender kun den sag fra aviserne og kan se, at det handler om Peter Christensen som oppositionspolitiker.

- Men jeg kender i øvrigt ikke noget til den sag, så det kan jeg heller ikke udtale mig om, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress