Af Ritzau - 29/06-16 17:04

Skatteordfører kalder LuxLeaks dom for hån og galimatiasSkatteordfører kalder LuxLeaks dom for hån og galimatias

Europaparlamentarikeren Jeppe Kofod vil hellere dømme de multinationale end whistleblowere i LuxLeaks-sag.

Onsdagens dom mod to såkaldte whistleblowere ved en domstol i Luxembourg er en hån, mener Jeppe Kofod (S), der er ordfører for EU-Parlamentets særlige skattesnydsudvalg.

En journalist blev frifundet, mens de to tidligere revisionsansatte blev idømt betinget fængsel for at lække tusindvis af dokumenter i skatteskandalen, der er kendt som LuxLeaks.

Men de to burde slet ikke have været dømt, mener Jeppe Kofod.

- Det her er en hån mod Europas frie presse, der er dybt afhængig af whistleblowere. Det er det rene galimatias, at man straffer to tidligere ansatte, der har afsløret organiseret skattefusk i milliardklassen og - i hvert fald indtil videre - lader bagmændene gå fri, siger han.

De lækkede dokumenter viste, at myndighederne i Luxembourg har ladet multinationale selskaber slippe billigt i skat af overskud, som er tjent i andre EU-lande.

Derved mister andre lande store skatteindtægter.

Det er to tidligere ansatte i revisionsfirmaet PriceWaterhouse Coopers, der er dømt i sagen. De får betingede fængselsstraffe på henholdsvis 12 og ni måneder.

Den journalist, der også var tiltalt i sagen, frifindes for alle anklager.

- Jeg havde frygtet værre straffe, fordi strafferammen er meget højere. Men hele idéen om at de anklages af en domstol, slæbes gennem en retssag og dømmes for at afsløre ulovligheder, er langt ude, siger Kofod.

Papirerne, som de to er dømt for at lække, afslørede hemmelige skatteaftaler mellem flere hundrede multinationale selskaber og Luxembourg.

- Det er grænseløst provokerende, at dem, der har begået ulovlighederne - skattemyndighederne i Luxembourg, regeringen og store multinationale selskaber - tilsyneladende går fri. Mens dem, der afslører det, bliver straffet, siger Jeppe Kofod.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress