Af Ritzau - 10/06-16 13:38; Opdateret: 10/06-16 14:28

Håndboldkvinderne kan hævne VM-skuffelser ved EMHåndboldkvinderne kan hævne VM-skuffelser ved EM

Danmark fik en svær lodtrækning til EM i Sverige. Specielt mellemrunden bliver hård, mener landstræneren.

storybild

Montenegro har gjort ondt på det danske kvindelandshold i de seneste måneder. (Billede: Scanpix/Andrej Isakovic)

Montenegro, Ungarn og Tjekkiet bliver de indledende modstandere for det danske håndboldlandshold for kvinder ved EM i Sverige i december.

Det står klart efter fredagens lodtrækning i Göteborg.

Håndboldkvinderne får dermed mulighed for at revanchere sig for nederlagene til både Montenegro og Ungarn ved VM i Herning sidste år, mens Tjekkiet må formodes at være puljens svageste hold.

- Vi kender Montenegro og Ungarn som to gode hold, mens Tjekkiet er et lidt mere ubeskrevet blad, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

- Jeg er ikke så nervøs for, at vi går videre, men det handler selvfølgelig om, hvor mange point vi tager med over, siger han.

Hvis Danmark kommer videre til mellemrunden, venter tre hold fra gruppe D, der tæller Norge, Rusland, Rumænien og Kroatien.

- Selv om der er et hold fra vores pulje, der skulle gå videre med fire point, kan de stadig få det meget svært i mellemrunden. Det er i mine øjne de tre forhåndsfavoritter til EM-titlen, vi bliver parret med, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Det blev samtidig bekræftet, at Danmark skal spille sine kampe i Malmø, så det bliver næppe rejsestrabadserne, der kommer til at stå i vejen for dansk EM-succes.

Montenegro har været en hyppig modstander for Klavs Bruun Jørgensens tropper i den seneste tid.

De to hold mødtes i den indledende pulje ved VM, hvor montenegrinerne vandt 23-21. Danmark reddede lidt af æren med en 28-20-sejr i placeringskampene, men tabte i marts 22-26 i Aarhus, hvilket var medvirkende til, at danskerne ikke kom til OL.

Ungarn har Danmark historisk set haft et fornuftigt tag på, men i VM-kampen i Herning i december var ungarerne klart bedst og vandt 29-22.

De tre bedste hold fra hver pulje går videre til mellemrunden.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress