Af Ritzau - 14/10-16 03:13; Opdateret: 14/10-16 04:19

Colombia forlænger våbenhvile efter nedstemt fredsaftaleColombia forlænger våbenhvile efter nedstemt fredsaftale

Præsidenten i Colombia vil nu tale med nogle af de vælgere, der stemte nej til fredsaftalen med Farc.

Våbenhvilen mellem Colombias regering og den marxistiske oprørsgruppe Farc er torsdag lokal tid blevet forlænget indtil årets udgang.

Det oplyser Colombias præsident, Juan Manuel Santos.

Han vil nu bruge tiden frem til 31. december på at genoplive muligheden for en permanent fredsaftale.

- Jeg har besluttet at forlænge den bilaterale våbenhvile frem til 31. december.

- Lad mig sige det klart: Dette er ikke et ultimatum eller en deadline, men jeg håber, at hele arbejdet med at lave en ny aftale vil være afsluttet længe forinden, siger han i en tv-transmitteret tale.

Det sker, efter at et spinkelt flertal af vælgerne overraskende stemte nej til en aftale tidligere på måneden.

Dermed blev den oprindelige våbenhvile fra august ophævet.

Afgørelsen var meget snæver. Kun et halv procentpoint gjorde forskellen.

Mange vælgere mente, at aftalen var for lempelig over for Farc. Gruppen har i fem årtier stået bag bortførelser og drab i kampen for et - i deres øjne - mere retfærdigt Colombia.

Nu vil præsident Santos tale med nogle af dem, der stemte nej, for at høre, hvad der kan være anderledes i en mulig ny folkeafstemning, for at de vil stemme ja.

Han vil tage forslagene med til Cubas hovedstad, Havana, hvor Farc har indvilget i at diskutere en række nye forslag.

Juan Manuel Santos oplyser, at våbenhvilen kan forlænges yderligere, men han håber, at en ny fredsaftale vil være godkendt længe forinden.

Santos modtog Nobels fredspris fredag i sidste uge for sin indsats for at skabe fred i Colombia.

Tidligere præsident Alvaro Uribe har stået i spidsen for nej-kampagnen og opfordret colombianerne til at afvise aftalen, som blandt andet garanterer Farc-medlemmer pladser i parlamentet og amnesti for en række forbrydelser.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress