Af Ritzau - 30/06-16 07:17

Derfor skal du passe på din sundhed på nettetDerfor skal du passe på din sundhed på nettet

Antallet af tilbud til danske patienter på internettet stiger. Men man skal passe på med, hvilke tjenester man vælger at anvende.

storybild

Vær varsom med at søge råd om diagnoser og behandling på nettet. (Billede: Free/Colourbox)

Når vi danskere bliver syge, er det ikke længere den eneste mulighed at gå ned til sin læge og få stillet en diagnose.

I dag kan vi selv overvåge vores helbred via apps på vores telefoner eller opsøge e-konsultationer via internettet fra læger baseret i andre lande.

Men det er ikke altid en god idé. Derfor opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed nu danskerne til at være kritiske over for de mange elektroniske tilbud, siger enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri.

- Vi kan se, at antallet af brugere og antallet af tilbud er steget og vil stige i fremtiden. Der er rigtigt mange fordele, men også potentielle risici ved at anvende e-sundhedstilbud, siger Anette Lykke Petri.

Den store udfordring for de danske myndigheder er, at man ikke har mulighed for at føre tilsyn med de udenlandske sundhedstilbud, som danske patienter anvender. Derfor kan myndighederne ikke sikre, at online-behandlingen lever op til danske standarder.

Og det kan være farligt at lade udenlandske udbydere rådgive om vores sundhed.

- Udenlandske udbydere kan ikke tjekke identiteten på patienten. Der har været eksempler på, at patienter kan udgive sig for at være nogle helt andre, end de er, og på den måde få rådgivning, der ikke passer til deres situation, siger Anette Lykke Petri.

En hjemmeside kender for eksempel ikke en patientes sygdomshistorik. Og i udlandet er der set fatale eksempler på, at patienter ikke får den korrekte behandling.

- Der er blandt andet rapporteret om alvorlige hændelser med forkert anvendelse af medicin, siger hun.

Og hvis du som dansk patient bliver fejlbehandlet på grund af en konsultation eller medicin modtaget fra en udenlandsk udbyder, er det dit eget ansvar.

Fordi de danske myndigheder ikke kan udføre kontrol med e-sundhedstilbud med base i udlandet, er det ikke muligt at klage eller få erstatning.

Det er dog muligt at klage over CE-mærkede apps til Lægemiddelstyrelsen.

Software, der anvendes til diagnose eller terapi, anses som medicinsk udstyr og skal derfor CE-mærkes.

Hertil findes der retningslinjer, man kan følge, hvis man vil føle sig sikker, når man handler medicin i udlandet.

Fra den 1. juli 2015 har alle godkendte apoteker og online-forhandlere i EU- og EØS-landene fået et fælles logo, som skal sikre at patienter kan føle sig trygge ved at købe medicin i udlandet. Du kan se logoet samt en guide på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Når du klikker på logoet på en udenlandsk hjemmeside, skal du sikre, at du bliver ført videre til myndighedernes liste over godkendte forhandlere.

Her kan du tjekke, om den hjemmeside, du vil købe medicin fra, er godkendt af myndighederne.

Fakta: Styrelsen for Patientsikkerhed råd:

- Vær opmærksom på at hjemmesider og apps ikke ligger inde med alle oplysninger om ens helbred. Den diagnose og behandling, man får via e-sundhed, kan få indflydelse på anden behandling, som man får.

- Oplys egen læge eller anden sundhedsperson, hvis man har købt ind via en hjemmeside eller app, så det kan tages med i lægens behandling.

- Tjek om datasikkerheden på den udenlandske side er i orden.

- Tjek om det er en læge med dansk autorisation, der står for konsultationen.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress