Af Ritzau - 27/05-16 17:09; Opdateret: 27/05-16 17:20

Storfavorit smider førertrøjen på dramatisk Giro-etapeStorfavorit smider førertrøjen på dramatisk Giro-etape

Steven Kruijswijk satte sit komfortable forspring over styr efter et voldsomt styrt på tredjesidste etape.

Indtil fredag eftermiddag virkede Steven Kruijswijk nærmest urørlig i toppen af Giro d'Italia-klassementet, men et styrt på 19. etape blev dyrt for den hollandske LottoNL-Jumbo-rytter.

Kruijswijk tabte næsten fem minutter til konkurrenterne i topstriden og må foreløbig sige farvel til førstepladsen med blot to etaper tilbage af det italienske etapeløb.

I stedet er det colombianeren Esteban Chaves (Orica-Greenedge), der skal køre i den lyserøde førertrøje på næstsidste etape.

Chaves blev nummer tre på fredagens bjergetape, der havde mål i skisportsbyen Risoul, hvor Vincenzo Nibali (Astana) kørte først over målstregen.

Forskellen mellem Chaves og Nibali er på 44 sekunder inden lørdagens etape, der bliver en ny prøvelse i bjergene. Kruijswijk har 1.05 minutter op til den førende colombianer.

Hollænderens mareridt begyndte, da han på en nedkørsel stod på hovedet ud over styret og ned i en snedrive, da der manglede omkring 50 kilometer af etapen.

Selv om Kruijswijk slap fra uheldet uden de store skrammer, tabte han sine konkurrenter af syne, og da han kort efter måtte stoppe for at skifte cykel, så det efterhånden kritisk ud.

Specielt fordi han ikke fik megen hjælp til at indhente folkene foran sig og måtte forsøge at begrænse tidstabet med en gruppe ryttere på slæb.

Samtidig fik den stærkt kørende Nibali ny energi, da han pludselig øjnede muligheden for en topplacering, og han satte Chaves på plads på den sidste stigning op til Risoul.

Chaves måtte mobilisere alle sine ressourcer for at holde elastik i Nibali, og med blot 44 sekunder imellem de to førende ryttere er der lagt op til en spændende finale i weekenden.

En anden af løbets markante skikkelser, Katusha-rytteren Ilnur Zakarin, leverede sit eget bidrag til en uhyre dramatisk etape, da han røg ud over en skrænt og måtte forlade løbet med et brækket kraveben.

Russeren lå inden etapen på femtepladsen i den samlede stilling.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress