Af Ritzau - 23/06-16 17:36

Minister: Pesticidrester i urin behøver ikke være farligtMinister: Pesticidrester i urin behøver ikke være farligt

Gravide og børn behøver ikke frygte høj forekomst af pesticidrester i urin, mener Esben Lunde Larsen.

Danske børn og deres mødre kan halvere pesticidresterne i deres urin ved at spise dansk frugt og grønt frem for udenlandsk.

Sådan lyder det fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

I et samråd på Christiansborg torsdag forsøger han at dæmpe bekymringen for skader på hjernen og nervesystemet hos danske børn efter store fund af pesticidrester i urinen.

- Med den nuværende viden er vurderingen, at danskernes samlede indtag ikke udgør en risiko. Denne vurdering gælder også for gravide og børn, siger Esben Lunde Larsen.

Udmeldingen kommer, efter at forskere på baggrund af en ny undersøgelse har påpeget, at der er tale om foruroligende høje mængder af pesticidrester i urinen hos danske børn og deres mødre.

Det er Miljøstyrelsen, der har betalt for undersøgelsen, som er udarbejdet af Syddansk Universitet i samarbejde med Københavns Universitet.

Forskerne har undersøgt mængden af pesticidrester hos 144 danske skolebørn og 145 mødre. Der er målt på såkaldte organofosfat-insekticider, som er en gruppe af sprøjtemidler, der bruges i landbrugsproduktion.

Undersøgelsen viser, at 90 procent af forsøgspersonerne har spor af pesticidrester i urinen.

Forskerne bag undersøgelsen har på den baggrund advaret om, at denne type af stoffer er mistænkt for at kunne skade børns hjerner og føre til adhd.

Både Miljøstyrelsen og ministeren har dog valgt en mindre bekymret tilgang. Esben Lunde Larsen mener ikke, at rapporten giver anledning til at indføre ny lovgivning på området.

- Men jeg tager selvfølgelig forskernes bekymring alvorligt, når der er tale om potentielle alvorlige effekter på nervesystemet og hjernens udvikling, siger Esben Lunde Larsen.

Han vil de kommende år afvente forskning i effekterne af stofferne på mennesker, før der eventuelt skal reguleres for at "opnå en mere sikker anvendelse" af sprøjtemidlerne.

- Miljøstyrelsen underkender ikke forskernes konklusioner. Styrelsen ser sammenlagt på de internationale forskningsresultater. Og den samlede vurdering er, at niveauet som danskerne udsættes for gennem kosten ikke er problematisk, siger Esben Lunde Larsen.

Han kalder forskernes bekymring "legitim", men opfordrer samtidig befolkningen til at tage det roligt:

- Man kan stole på, at myndighederne sikrer høj forbrugerbeskyttelse. Samtidig med at landbrug og gartneri fremover kan bruge de stoffer, der er nødvendige for produktionen, siger Esben Lunde Larsen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress