Af Ritzau - 21/07-16 21:24

Portugiser vinder første runde i kampen om at lede FNPortugiser vinder første runde i kampen om at lede FN

Tidligere premierminister António Guterres fik størst støtte, da Sikkerhedsrådet vurderede 12 kandidater.

Portugals tidligere premierminister António Guterres kom bedst fra start, da FN's Sikkerhedsråd torsdag mødtes for lukkede døre for at indsnævre feltet af kandidater til at afløse sydkoreaneren Ban Ki-moon som FN's generalsekretær.

Det skete efter flere måneders offentlige test af de 12 kandidater, hvoraf seks er kvinder, og otte er fra Østeuropa. Noget ingen af de tidligere generalsekretærer har været.

Gennem kampagner, debatter og åbne høringer har kandidaterne skullet vise, at de har visioner, kan kommunikere effektivt og udvise lederskab.

FN's Sikkerhedsråd, der skal komme med anbefalinger til generalforsamlingen, har 15 medlemmer. Fem af disse er faste - nemlig Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA.

Ved torsdagens hemmelige afstemning skulle de 15 medlemmer afgive stemmerne "anbefaler", "fraråder" og "neutral".

Antonio Guterres, der i 10 år var FN's Flygtningehøjkommissær, fik 12 anbefaler-stemmer, mens Sloveniens tidligere præsident Danilo Turk kom ind på en andenplads med 11 anbefaler-stemmer. Det oplyser diplomater til nyhedsbureauet AFP.

Diplomater udtalte før torsdagens møde, at nogle af de 12 kandidater formentlig vil trække sig efter den første runde. Det kunne være den unavngivne kandidat, der ifølge AFP indkasserede ikke færre end 11 fraråder-stemmer.

Den 67-årige Guterres, der taler flere sprog flydende, imponerede FN-diplomater under kandidathøringerne i april.

- Resultatet afspejler i høj grad hans præstation under høringerne, siger en diplomat fra Sikkerhedsrådet til AFP.

Danilo Turk var præsident i Slovenien fra 2007 til 2012 og var også landets første FN-ambassadør i 1992.

Den nu 64-årige Turk blev desuden udnævnt til FN's vicegeneralsekretær for politiske spørgsmål - en post han besad, indtil han i 2005 vendte hjem til Slovenien for at undervise i jura.

Medlemmerne af Sikkerhedsrådet ventes at mødes igen allerede i næste uge. Frem til september skal der være adskillige afstemninger, inden rådet formentlig når til enighed om en kandidat omkring oktober.

Generalforsamlingen skal derefter godkende valget, og den nye generalsekretær kan sætte sig til rette 1. januar 2017.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress