29/01-16 15:09

Fransk fodboldforbund dropper landets egen ChampagneFransk fodboldforbund dropper landets egen Champagne

Frankrig ønsker schweizeren Gianni Infantino som præsident i Fifa. Jerome Champagne er rasende.

Det Franske Fodboldforbund (FFF) går imod landets egen kandidat, Jerome Champagne, før det kommende præsidentvalg i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

I stedet støtter forbundet den schweiziske kandidat, generalsekretæren i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) Gianni Infantino.

Toppen i FFF har haft Champagne og Infantino til afstemning i bestyrelseslokalet, og det endte med en klar sejr til schweizeren på 11-1, oplyser forbundets præsident Noel Le Graet.

- Gianni har kvaliteterne til at overtage, siger Le Graet.

Støtten til Infantino kommer efter et ophedet møde torsdag på en restaurant i Paris mellem Noel Le Graet og Jerome Champagne.

Champagne forsøgte at opnå støtte fra FFF, men fik at vide, at forbundet i stedet peger på Infantino som Sepp Blatters efterfølger. Det fik Champagne til at true med at tage sagen op på højeste politiske niveau.

Ifølge beretninger gik 75-årige Noel Le Graet grassat over truslen og kastede et bundt pengesedler til madregningen på bordet, inden han stormede ud af restauranten.

- Jeg bekræfter, at det foregik på den måde, som det står i aviserne. Folk så det. Jeg blev fornærmet, siger Champagne.

Den 45-årige Gianni Infantino meldte sig ind i præsidentvalgkampen i Fifa, efter at Uefa-præsident Michel Platini sidste år blev suspenderet. Det skete som følge af en mistænkelig pengeoverførsel mellem Platini og Blatter tilbage i 2011.

Både Platini og Blatter har senere fået otte års karantæner fra al fodbold. Deres appelsager skal behandles af Fifa henholdsvis den 15. og 16. februar, forlyder det fredag.

Ud over Champagne og Infantino stiller Jordans prins Ali bin Al-Hussain, Sydafrikas Tokyo Sexwale og Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain op til præsidentvalget i Fifa den 26. februar.

Sydamerika har tidligere på ugen tilkendegivet, at kontinentets forbund i samlet flok bakker op om Gianni Infantino. I alt har 209 forbund mulighed for at stemme til Fifa-valget.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress