Af Ritzau - 08/08-16 15:25

Helikopter spotter svømmer og kajakroer i problemerHelikopter spotter svømmer og kajakroer i problemer

To mænd, der skulle rundt om Bornholm, kom ud af kurs og blev fundet i vandet 25 kilometer fra kysten.

To savnede personer - en kæntret kajakroer og en svømmer, der havde sat sig for at svømme Bornholm Rundt i en god sags tjeneste - blev mandag middag fundet 25 kilometer fra kysten.

Selv om de havde været i vandet i flere timer, slap de for en tur på sygehuset, oplyser vagthavende Peter Johansen, Bornholms Politi.

- De blev fundet kæntret og drivende i vandet 25 kilometer fra kysten, men deres tilstand var så god, at de kunne overgives til arrangørerne af Bornholm Rundt uden en tur på sygehuset, siger Peter Johansen.

Svømmeren begav sig mandag morgen ud på en over 100 kilometer lang tur rundt om Bornholm, der er arrangeret til fordel for foreningen PBISS - en forening for psykisk sårbare.

Han indledte den lange svømmetur fra Sandvig mandag omkring klokken 8 sammen med en ledsagende kajak.

En halv times tid senere blev de set af en lokal fisker, der noterede sig, at de bevægede sig i en lidt forkert retning, siger Peter Johansen.

Først klokken 11.49 slog løbets følgebåd alarm til politiet, da de ikke havde kontakt med svømmeren og den ledsagende kajak.

Forsvarets søredningstjeneste sendte en redningshelikopter af sted fra Roskilde, og samtidig blev der slået alarm til redningstjenesterne i Nexø og på Christiansø.

Ifølge vagtholdslederen hos søredningstjenesten blev et stort område mellem Allinge/Sandvig og Gudhjem gennemsøgt, inden det klokken 12.50 lykkedes at spotte de to forulykkede mænd fra helikopteren.

En af redningsbådene blev dirigeret til stedet for at sikre kajakken og redde de to mænd i land. De blev sat af i Gudhjem og havde det så godt, at der ikke blev brug for den ventende ambulance.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress