Af Ritzau - 27/10-16 19:32

FN: Angreb på syrisk skole kan være en krigsforbrydelseFN: Angreb på syrisk skole kan være en krigsforbrydelse

FN vil have vurderet, om luftangrebet mod en syrisk skole, hvor 22 elever omkom, er en krigsforbrydelse.

Onsdagens luftangreb mod en skole i den syriske landsby Hass kan være en krigsforbrydelse.

Det vurderer FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, som opfordrer til, at der straks bliver igangsat en undersøgelse af angrebet, skriver AFP.

- Hvis det var bevidst, kan det her angreb være en krigsforbrydelse, siger generalsekretæren i en udtalelse via sin talsmand.

Den tidligere britiske premierminister Gordon Brown, som i dag er FN's særlige udsending for global uddannelse, er enig i den betragtning.

Angrebet kostede 22 børn og seks lærere livet, da bomber ramte skolen i den syriske provins Idlib.

- Det er det værste angreb på skolebørn ud af 98 separate angreb på syriske skoler i de seneste to år, siger Gordon Brown på et pressemøde.

- Jeg opfordrer sikkerhedsrådet til straks at blive enigt om, at Den Internationale Straffedomstol skal fortage en undersøgelse, siger han.

FN's børneorganisation, Unicef, siger, at skolen i et oprørskontrolleret område blev ramt gentagne gange.

- Det er en tragedie. Det er en skændsel. Og hvis det er sket med overlæg, så er det en krigsforbrydelse, siger Unicefs direktør, Anthony Lake.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger udviklingen i den syriske konflikt via netværk en lang række steder i landet, siger, at "krigsfly, der enten var syriske eller russiske", udførte seks angreb i landsbyen Hass".

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress