Af Ritzau - 12/09-16 13:03

S nægter at fjerne rettigheder for handicappedeS nægter at fjerne rettigheder for handicappede

Regeringens udspil til en ændring af serviceloven bliver ikke gennemført med Socialdemokratiske mandater.

Socialdemokraterne nægter at lægge mandater til en ændring af serviceloven, hvis den indeholder færre rettigheder til handicappede.

Det siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hun skal mandag mødes med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) om loven.

Ifølge Jyllands-Posten vil regeringen forsøge at ændre serviceloven, så handicappedes tilbud fra kommunerne i højere skal baseres på skøn fra kommunerne end på en række rettigheder.

- Socialdemokraterne vil ikke være med til at veksle rettigheder til et skønsbaseret system. Lur mig om ikke et antal af kommunerne kommer til at bruge det som skruetvinge mod de handicappede, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ifølge Karen Ellemann skal regeringens udspil forsøge at skabe en mere enkel lovgivning på området.

Den ambition deler Socialdemokraterne, der også støtter store dele af regeringens udspil. Det bliver dog ikke til noget, medmindre forslaget om et skønsbaseret system bliver pillet ud af en aftale.

Serviceloven er ikke omfattet af et forlig. Derfor har regeringen frit valg med hensyn til, hvem der skal udgøre de 90 mandater bag en lovændring.

Dansk Folkepartis handicapordfører, Karina Adsbøl, har tidligere erklæret sig skeptisk overfor en svækkelse af handicappedes retsstilling.

Forslaget har ligeledes mødt kritik fra Enhedslisten, der under "ingen omstændigheder" vil lade en revision af serviceloven føre til forringelse af handicappedes rettigheder.

- Hvis tilbuddene til borgerne bliver overladt til et kommunalt skøn, risikerer vi, at handicapområdet vil blive ramt af massive nedskæringer, siger handicapordfører Jakob Sølvhøj (EL) i en pressemeddelelse.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress