26/01-16 23:41

Liverpool skal til Wembley efter straffespark mod StokeLiverpool skal til Wembley efter straffespark mod Stoke

Simon Mignolet og Joe Allen blev helte i semifinalesejren over Stoke i Liga Cuppen.

Liverpool skal en tur på legendariske Wembley og spille finale i den engelske Liga Cup 28. februar.

Det står klart, efter holdet tirsdag aften måtte hele vejen gennem en nervepirrende straffesparkskonkurrence for at slå Stoke.

Målmand Simon Mignolet reddede et spark fra Marc Muniesa, og så kunne Joe Allen sparke bolden i målhjørnet og sende store dele af Anfield i ekstase.

Liverpool havde vundet udekampen 1-0, men tabte tirsdag 0-1, og kampen gik derfor i forlængelse og straffespark.

Den ordinære spilletids eneste mål blev sat ind et minut før pausen, men målet burde aldrig være blevet godkendt.

Østrigeren Marko Arnautovic var nemlig i klar offsideposition, da han modtog bolden i feltet efter en stikning fra Bojan Krkic.

Linjedommerens flag blev dog nede, og i stedet styrede østrigeren Stoke i front med en flad afslutning

Begge hold havde chancer til at score i den ordinære spilletid, men afslutningerne manglede kvalitet.

I første halvleg af den forlængede spilletid var hollænderen Marco van Ginkel tæt på at bringe Stoke yderligere i front, men midtbanespillerens afslutning tog stolpen og røg ud over baglinjen.

Tættere på en afgørelse kom kampen ikke, og derfor skulle der straffespark til. På det 14. straffespark afgjorde Joe Allen kampen.

På Wembley kan Liverpool vinde Liga Cuppen for niende gang. Klubbens foreløbige otte sejre i turneringen er flere end nogen anden klub i historien.

Holdets seneste sejr var tilbage i 2012, hvor Cardiff blev slået efter straffespark. Ved den lejlighed var Daniel Agger med hos Liverpool. Derudover har holdet også tabt finalen tre gange.

For Stokes vedkommende gælder det, at holdet ikke har været i Liga Cup-finalen siden 1972, hvor man havde den legendariske engelske målmand Gordon Banks på mål.

Tidligere i årets turnering har Stoke to gange været ude i en straffesparkskonkurrence, men tredje gang blev ulykkens gang.

Onsdag bliver det afgjort, hvem der skal gøre Liverpool selskab på Wembley. Her skal Manchester City på hjemmebane mod Everton forsøge at hente gæsternes 2-1-føring fra det første opgør.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress