Af Ritzau - 28/06-16 14:07; Opdateret: 28/06-16 14:31

EL efterlyser EU-slankekur hos Løkke og FrederiksenEL efterlyser EU-slankekur hos Løkke og Frederiksen

Helst skal Danmark ud. Men som minimum skal Løkke begynde forhandlinger om et slankere EU, mener Enhedslisten.

Enhedslisten savner handling bag ordene i kampen om et slankere EU.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har lagt op til at reformere EU i kølvandet på de britiske vælgeres beslutning om at forlade unionen.

Derfor kræver politisk ordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten, at der sættes handling bag ordene.

- De gamle magtpartier skal begynde at lytte til kritikken, der kommer fra de forskellige europæiske befolkninger. Både herhjemme, i Storbritannien og resten af Europa breder sig en stemning imod et mere og mere centraliseret EU, siger Pernille Skipper.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er rejst til Bruxelles for tirsdag og onsdag at deltage i et topmøde med de øvrige EU-landes stats- og regeringschefer.

På forhånd har toplandene i EU-samarbejdet - Tyskland, Frankrig og Italien - meldt ud, at der ikke skal forhandles med Storbritannien om, hvordan de konkret kommer ud af EU, før briterne formelt afleverer deres udmeldelse.

Der har ellers været spekulationer om, at premierminister David Camerons afløser vil trække tiden ud for at bede om en ny aftale for tilknytningen til EU i stedet for at melde Storbritannien ud. Camerons afløser ventes først at blive fundet til efteråret.

Men toplandene ønsker ikke at vente for længe. Den holdning ventes at møde opbakning blandt de resterende EU-lande på topmødet. Dermed venter der ifølge Pernille Skipper Danmark en hård kamp for et slankere EU, for det lader ikke til, at EU-kritiske lande kan få indrømmelser.

- Jeg hører ingen meldinger fra Merkel eller andre centralt i EU-systemet om, at man vil begynde at kigge indad og skabe reelle reformer, som kan føre til øget demokratisering, øget indflydelse fra de europæiske befolkninger eller øget frihed til at føre egen økonomisk politik, siger Skipper.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, sagde mandag, at EU vil give briterne tid til at sunde sig. Men udmeldelsen skal i gang så hurtigt som muligt.

- Alt tyder på, at der overhovedet ikke bliver taget bestik af situationen, og at Merkel er uenig med mange danske politikere i, at EU skal reformeres. Men hvis de mener, at det kan lade sig gøre, synes jeg, de skal gå i gang meget, meget snart, siger Pernille Skipper.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress