Af Ritzau - 16/09-16 13:04

Græsk leder vil stoppe Europas søvngang og ændre kursenGræsk leder vil stoppe Europas søvngang og ændre kursen

Flere EU-ledere er enige om, at unionen går i gal retning. Der er brug for en ny vision, siger græsk leder.

Storbritanniens farvel til EU er ifølge flere stats- og regeringschefer en oplagt anledning til at stoppe op og tænke over det fælles projekt.

På en lun sensommerdag driver EU's politiske ledere fredag ned ad Donau. Over en frokost drøfter de fremtiden og en stigende utilfredshed over fællesskabet blandt borgerne.

Ud over ofte hørte overskrifter om øget sikkerhed, bedre håndtering af migration, vækst og flere i job var der fredag morgen få konkrete bud på, hvad fremtiden skal byde.

- Under alle omstændigheder skal Europa stoppe med at gå i søvne i den forkerte retning, siger den græske premierminister, Alexis Tsipras.

Det er de første uformelle samtaler på højt niveau mellem landene efter briternes nej til fortsat medlemskab i juni. Briterne er fortsat med i EU. Men på mødet i Bratislava skal de øvrige 27 lande forsøge at skitsere en fremtid.

Tsipras håber, at man kan "finde et fælles grundlag, et positivt grundlag".

- Europa har brug for en ny vision. En konkret dagsorden for forandring. Vi har brug for et socialt Europa med vækst, arbejde og velstand for alle borgere.

Medlemslandene er delt. Nogle ønsker mere EU og en tættere union, andre kræver status quo eller mindre fællesskab.

Den franske præsident, François Hollande, vil have mere. Han står sammen med Tyskland i spidsen for et forslag om et tættere militært samarbejde.

- Enten bevæger vi os imod opløsning, eller også arbejder vi på at skabe ny fremdrift, vi relancerer det europæiske projekt, siger François Hollande.

EU bør have sit eget militære hovedkvarter, og landene skal arbejde hen imod en fælles europæisk hær. Det mener præsidenten.

Frankrigs gamle drøm om et tættere militært samarbejde får ny luft med brexit. Storbritannien har stået i vejen for den kurs.

- Alle kender situationen. Storbritannien har besluttet at tage afsked, og i dag bliver et spørgsmål om Europas fremtid, siger Hollande.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress