Af Ritzau - 30/04-16 17:32; Opdateret: 30/04-16 20:25

Mönchengladbach spolerer Bayerns mesterskabsfestMönchengladbach spolerer Bayerns mesterskabsfest

For anden gang i denne sæson satte Bayern München point til på hjemmebane, og dermed er titelfesten udsat.

Propperne er sat tilbage i champagneflaskerne, og festen er udsat i mindst en uge.

Bayern München havde gjort klar til mesterskabsfest på Allianz Arena lørdag eftermiddag, men det suveræne tophold måtte overraskende nøjes med 1-1 mod Borussia Mönchengladbach foran et skuffet hjemmepublikum.

Da Borussia Dortmund samtidig vandt 5-1 over Wolfsburg, er Bayern endnu ikke sikker på at vinde mesterskabet for fjerde sæson i træk. Fem point adskiller tysk fodbolds to bedste hold med to kampe tilbage af sæsonen.

Bayern-tilhængerne kan trøste sig med, at de næste lørdag kan nøjes med at rejse 70 kilometer ad motorvejen, hvor storklubben har en ny matchbold i udekampen mod Ingolstadt.

Det var Mönchengladbachs hurtige André Hahn, der spolerede festen for Bayern München 19 minutter før tid, da han blev spillet fri i dybden og passerede Manuel Neuer med et tørt skud i det korte hjørne.

Et noget spagfærdigt hjemmehold forsøgte at slå tilbage i slutfasen, men fik ikke for alvor etableret et pres mod Mönchengladbach-forsvaret, hvor Andreas Christensen var en sikker dirigent.

Alt var ellers lagt til rette for en fredelig og festlig lørdag eftermiddag på en solbeskinnet Allianz Arena, da Thomas Müller headede hjemmeholdet foran efter blot seks minutters spil.

Men gæsterne var ikke indstillede på at lege statister i Bayerns mesterskabsparty, og nu må Guardiola og spillerne altså vente mindst en uge på at juble over klubbens 26. mesterskab.

Mens der altså fortsat er liv i guldkampen, er det afgjort, hvem der får den tredje direkte billet til Champions League i næste sæson.

Det bliver Bayer Leverkusen, der med 2-1 over Hertha Berlin tog sin syvende sejr i træk og nu ikke kan indhentes på tredjepladsen.

I bunden hentede Frankfurt en meget vigtig udesejr på 2-1 i Darmstadt, som sender holdet forbi Werder Bremen og op på tredjesidstepladsen som giver playoffkampe om forbliven i rækken.

Werder Bremen kan dog rette op på sagerne med en sejr mandag over Stuttgart.

Samtidig står det klart, at Freiburg vender tilbage til den bedste række efter blot en enkelt sæson i 2. Bundesliga.

Med Nürnbergs nederlag til Braunschweig lørdag eftermiddag kan Freiburg ikke længere fortrænges fra oprykningspladserne.

Klubben får formentlig selskab af Yussuf Poulsen og RB Leipzig, der inden de to sidste to spillerunder har et forspring på fem point ned til Nürnberg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress