Af Ritzau - 17/05-16 11:54

Ombudsmand ser på tvang over for fysisk og psykisk sygeOmbudsmand ser på tvang over for fysisk og psykisk syge

Udelukkelse af tvang forhindrer personale i at hjælpe svært syge personer, konkluderer ombudsmanden.

Det er ofte svært for ansatte, der skal hjælpe svært fysisk og psykisk syge personer, at yde den beskyttelse, de ønsker.

Sådan er konklusionen fra Folketingets Ombudsmand, der fører tilsyn med de offentlige institutioner, og netop har aflagt rapport om besøg på såkaldte enkeltmandsprojekter.

Enkeltmandsprojekter er boligformer for borgere, der ikke kan rummes i normale botilbud for personer med psykisk sygdom eller handicap. I stedet sættes de i enkeltmandsboliger, hvor de modtager hjælp 24 timer i døgnet.

Men hjælpen kan være svær at give. En mand, som ombudsmanden besøgte, havde eksempelvis fået kraniebrud, fordi han ved et styrt ikke havde haft hjelm på. En hjelm, som personalet ikke kunne tvinge ham til at bruge.

Andre eksempler er, at personalet ikke kan tvinge beboere til at modtage almindelig læge- eller tandlægebehandling.

Ligesom de ikke kan tvinge beboere til at tage sikkerhedssele på under transport - hvilket gør, at transport i nogle tilfælde ikke er muligt.

Eksempler som ombudsmanden mener må føre til politiske overvejelser.

- Det er godt at konstatere, at vi i Danmark behandler disse meget svage borgere så godt, som vores undersøgelse viser.

- Men vi må samtidig konstatere, at personalet oplever et reelt menneskeligt og humanitært dilemma, fordi de i nogle situationer er afskåret fra at hjælpe, skriver ombudsmanden, Jørgen Steen Sørensen, i en pressemeddelelse.

Han må ikke blande sig i lovgivningsspørgsmål, men skriver, at han nu vil tage sagen op med de relevante ministerier.

Enkeltmandsprojekter er valgt som tema for ombudsmandens tilsynsbesøg i 2015, fordi der i medierne har været omtalt flere tilfælde, hvor borgere i enkeltmandsprojekter er blevet udsat for omsorgssvigt og i visse tilfælde for ulovlige magtanvendelser.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress