20/02-16 14:02

To serbiske ambassadefolk dræbt i LibyenTo serbiske ambassadefolk dræbt i Libyen

To serbere, der blev bortført af IS i november, blev dræbt ved amerikansk luftangreb mod træningslejre.

Ved et amerikansk luftangreb mod Islamisk Stat i Libyen er to serbere, som blev bortført i november, blevet dræbt, siger Serbiens udenrigsminister.

- Desværre blev to serbiske ansatte fra vor ambassade dræbt som følge af luftangrebet, siger den serbiske udenrigsminister, Ivica Dacic.

Dacic siger, at han har fået oplysningerne om luftangrebet, der skete fredag, fra flere kilder - blandt andet efterretningstjenester.

- Ambassadens kommunikationschef, Sladjana Stankovic, og hendes chauffør, Jovica Stepic, blev dræbt, hedder det.

De amerikanske kampfly bombarderede formodede jihadisters træningslejre i det vestlige Libyen fredag. I alt blev over 40 personer dræbt - blandt dem en jihadist, som skulle stå bag to angreb i Tunesien sidste år.

Stankovic og Stepic blev taget som gidsler i den nordvestlige kystby Sabratha, da de kørte gennem området i en bilkortege på vej til Tunesien den 8. november. Serbiens ambassadør var med i kortegen.

Sabratha anses for at være en bastion for ekstremister i det lovløse Libyen, som er blevet en magnet for militante radikale grupper, som får våbentræning i jihadist-lejre, hvor de oplæres til at begå terrorangreb i andre lande.

Militante fra den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat har udnyttet et politisk kaos i Libyen til at etablere sig i byen Sirte, og gruppen har udført adskillige angreb mod olieinteresser i landet.

Libyen har haft to regeringer siden august 2014, da en militæralliance erobrede hovedstaden og etablerede sit eget parlament i Tripoli. Det tvang den internationalt anerkendte regering til at søge tilflugt i den østligt beliggende by Tobruk.

De to stridende regeringer sagde i december, at de var nået til enighed om principperne for en politisk løsning på konflikten i det urohærgede land, som har været i kaos, siden Muammar Gaddafis fald i 2011.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress